FinansBureauet

Nykredit: Boligejere i hele landet kan se frem til stigende priser

Boligejere i alle landsdele kan se frem til stigende huspriser de kommende år

Nykredits nye boligprisprognose viser fremgang for huspriserne i alle landsdele, men også at den kraftigste fremgang stadigvæk er centreret omkring de største byer med hovedstadsområdet i front. Generelt bevæger vi os mod byerne og selvom der bygges nyt, så er det ikke nok til at imødekomme de nye byboeres efterspørgsel, og derfor stiger priserne mest der. Det går dog også bedre langt væk fra stenbroerne. I områder, hvor det før var umuligt at sælge, så sælges der nu huse og priserne kravler stille og roligt op. Vi forventer prisstigninger på 3,3% for villa- og rækkehuse på landsplan. Dermed forventes de gode takter for boligmarkedet i 2017 at fortsætte i  de kommende år til glæde for hovedparten af landets 2,5 mio. boligejere. Det stærke boligmarked bunder i, at det går bedre i dansk økonomi. Beskæftigelsen er på højeste niveau i ni år, og flere oplever reallønsfremgang. De seneste uger er renterne godt nok øget lidt, men generelt er renterne fortsat lave, hvilket betyder, at danskerne kan købe dyrere.

Der er også fremgang i vente for ejerlejlighedsmarkedet. Priserne på ejerlejligheder er på landsplan steget med 8-10% hvert år de seneste 5 år. I 2018 ventes en mere moderat stigning på knap 6% - København i front med en stigning på knap 8%. Vi forventer dermed fortsat kraftig prisfremgang for ejerlejligheder, men det høje niveau gør, at prisfremgangen går et gear ned i fart. Der er simpelthen færre boligkøbere, som kan være med på det nuværende høje prisniveau. Ejerlejlighedsmarkedet i Københavnsområdet fylder denne gang mere i prognosen end normalt. København fylder meget i al snak om ejerlejligheder, og med god grund idet hovedparten af landets ejerlejligheder er placeret der. Priserne i Københavnsområdet er i de seneste 5 år løbet meget stærkt opad, og det er især priserne på de små lejligheder, der har trukket gennemsnittet op. Der bygges nyt, men lokalplanen gør, at det primært har været mellem- og store lejligheder, som er bygget.

Husk det nu københavnere – træer vokser typisk ikke ind i himlen

Efter en lang periode, hvor boligprisstigningerne især i København og på Frederiksberg har været langt højere end indkomstfremgangen, så skal man være opmærksom på, at så høj en fart ikke vil vare ved, og at fremgang hurtigt kan vende og blive til det modsatte. Vi behøver blot at se over sundet til Stokholm, hvor lejlighedspriserne, efter en årrække med kraftige stigninger, nu falder. Situationen i Stokholm er dog anderledes end i København på en række parametre – bl.a. er priserne i Stokholm 30-40% højere end i København og boligbyrden deroppe er højeste siden 2008, mens den i Købehavn pga. de lave renter fortsat ligger under gennemsnittet for de seneste 20 år. Selvom det ikke er vores hovedscenarie, så er priserne i Købehavn rentefølsomme, og kraftigt stigende renter vil betyde lavere priser.

Hvis man køber bolig i København eller omegn i dag, er det vigtigt at tænke langsigtet. Kan jeg finde en lejlighed, som også passer mine behov om 5 år, som har plads til en eventuel kæreste eller måske et barn. Det er også vigtigt at man får forholdt sig til gældsnedbringelse og rentesikkerhed – det er den bedste gardering mod faldende priser.

Kilde: Nykredit

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce