Nye ugetal: Pinsen bød på færre solgte og nye boliger til salg
Boligsidens nye ugetal viser, at der i sidste uge (uge 22) blev solgt lidt færre boliger sammenlignet med ugen forinden, ligesom der blev sat færre boliger til salg. Dermed følger handelsaktiviteten de sædvanlige udsving for sæsonen.
Sidste uge begyndte med endnu en helligdag i maj, nemlig anden pinsedag.
Og pinsemandag, hvor en stor del af danskerne holdt fri, har efter alt at dømme sat sine spor i form af lavere handelsaktivitet på boligmarkedet sammenlignet med ugen inden.
I hvert fald viser Boligsidens nye ugetal, at der i sidste uge (uge 22) blev solgt 1.452 boliger i alt rundt om i Danmark.
Konkret er det 407 færre solgte boliger sammenlignet med ugen forinden, som ellers udmærkede sig ved at være den uge i år, hvor der hidtil er solgt flest boliger på ugentlig basis.
”Vi har flere gange har set et mindre fald i antallet af solgte boliger i de uger, hvor der har været helligdage på programmet,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:
”Ganske enkelt betyder det, at der i nogle uger – som i tilfældet med pinsen – er færre dage at handle bolig for, end der ellers ville have været i en fuld arbejdsuge. Derfor ser vi ugentlige udsving i aktiviteten på boligmarkedet i løbet af maj, nøjagtig som vi plejer.”
Gælder for samtlige boligtyper
Ser vi på sidste uges boligsalg fordelt på boligtyper, gælder det da også for alle, at der blev solgt lidt færre boliger i uge 22, end der gjorde i ugen forinden.
Således blev der eksempelvis solgt 868 villaer og rækkehuse i uge 22, hvilket er 235 færre, end det var tilfældet i ugen forinden.
Salgsresultatet for ejerlejligheder lød i sidste uge på 271 styks, mens det for sommerhuse var 187. Det er henholdsvis 86 og 49 færre solgte boliger sammenlignet med uge 21.
Boligtype |
Uge 22 2023 |
Ugentlige ændring (antal) |
Villa/rækkehuse |
868 |
-235 |
Ejerlejligheder |
271 |
-86 |
Sommerhuse |
187 |
-49 |
Alle boligtyper* |
1.452 |
-407 |
Tabellen viser, hvor mange boliger der blev solgt i uge 22 2023 fordelt på boligtyper. Samtidig fremgår den konkrete ændring, når denne sammenlignes med antal solgte boliger i uge 21 2023. *Alle boligtyper dækker over villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, fritidsboliger, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde og lystejendomme. Kilde: Boligsiden
Også færre nye boliger til salg
Udover at boligsalget tog et mindre dyk i sidste uge, blev der også sat lidt færre boliger til salg.
Således blev der i alt sat 1.970 boliger til salg i uge 22, hvilket er 621 færre, end der blev sat til salg i ugen forinden.
Igen gælder det for samtlige af de store boligtyper, at tilstrømningen af nye boliger på markedet var lidt mindre i sidste uge end i uge 21.
”Ligesom med boligsalget ser vi et mindre fald, når det kommer til antallet af nye boliger til salg. Årsagen er nøjagtig den samme, nemlig pinsen. Generelt set kan vi se, at danskerne også holder fri fra boligmarkedet, når der står fri i kalenderen, og det har så endnu engang været tilfældet i pinsen,” slutter Birgit Daetz.
Boligtype |
Uge 22 2023 |
Ugentlige ændring (antal) |
Villa/rækkehuse |
1.194 |
-412 |
Ejerlejligheder |
371 |
-56 |
Sommerhuse |
228 |
-64 |
Alle boligtyper* |
1.970 |
-621 |
Tabellen viser, hvor mange boliger der blev sat til salg i uge 22 2023 fordelt på boligtyper. Samtidig fremgår den konkrete ændring, når denne sammenlignes med antal nye boliger til salg i uge 21 2023 *Alle boligtyper dækker over villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, fritidsboliger, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde og lystejendomme. Kilde: Boligsiden