Nye initiativer skal styrke ejendomsmarkedet i landdistrikterne
Billigere tvangsauktioner og et særligt befordringsfradrag til folk, der pendler til yderkommuner, er blandt en række nye forslag, der skal sætte yderligere skub i den positive udvikling i landdistrikterne.
Et sundt ejendomsmarked har stor betydning for både den enkelte families hverdag og fremtid samt landdistrikternes muligheder for vækst og arbejdspladser i lokalområdet. Derfor lancerer Finans Danmark og Landdistrikternes Fællesråd en række nye initiativer, der skal styrke ejendomsmarkedet og understøtte en fortsat positiv udvikling i landdistrikterne. Blandt forslagene er:
- Lavere omkostninger ved tvangsauktioner af ”billige” ejendomme?
- Nedsættelse af kommunal medfinansiering ved nedrivning?
- At folk i en begrænset periode kan få et ekstra befordringsfradrag, hvis de arbejder i yderområder
- Udvidelse af BoligJobordningen til nedrivning med ”grønt” incitament i landzoner.
Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd:
”Vi ser en positiv udvikling i landdistrikterne bl.a. som et resultat af forskellige målrettede politiske initiativer de senere år. Men der er stadig forhold, som påvirker bolig- og udlånsmarkedet negativt. Derfor handler vores udspil om at styrke ejendomsmarkedet i landdistrikterne og herigennem bidrage til mere vækst og flere arbejdspladser her.”
Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, peger på, at vi de senere år har set en positiv fremgang på ejendomsmarkederne i landdistrikterne, men at der stadig er udfordringer:
”En fortsat sund udvikling i vores landdistrikter er vigtig for sammenhængskraften i og til gavn for hele Danmark. Selv om der i dag gives flere realkreditlån i landdistrikter end i årene efter den finansielle krise, er der stadig gode initiativer, der kan styrke ejendomsmarkedet i landdistrikterne. Derfor foreslår vi nu sammen med Landdistrikternes Fællesråd en række nye tiltag, der yderligere skal stimulere ejendomsmarkedet i disse områder.”