Nye handelstal: Sådan påvirkede corona boligsalget i marts
Nye handelstal fra Boligsiden viser, at antallet af solgte villaer og rækkehuse er dalet seks procent i marts sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Salget af ejerlejligheder er faldet med 17 procent, imens sommerhusene fortsætter sin fremgang med et stigende salg på 19 procent.
Efter en start på året hvor salget af både huse, ejerlejligheder og sommerhuse gik i samme retning, nemlig fremad, har boligmarkedet nu delt sig, efter at coronavirus lukkede store dele af landet ned. Det viser Boligsidens nye handelstal for marts måned.
For villaer og rækkehuse gælder det, at der i marts måned blev solgt i alt 3.975 af disse i Danmark. Det er seks procent færre, end det var tilfældet i marts måned sidste år, og det er samtidig et fald på fem procent sammenlignet med februar i år.
”Under normale omstændigheder ville vi se en betydelig stigning i handelsaktiviteten for villaer og rækkehuse fra februar til marts måned. Det har corona sat en stopper for i år, hvor usikkerheden har fået flere boligkøbere til at tage en tænkepause,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og tilføjer:
”Det er dog ikke alle købere, der har trukket stikket. Da Danmark blev lukket ned, så vi, at mange af dem, der allerede havde skrevet under på en købsaftale, holdt fast, ligesom flere fremskyndede deres handel. Derfor ser vi også, at der trods alt er gennemført næsten 4.000 hushandler – et gennemsnit på 128 handler hver dag i marts. Det vidner om et marked, der nok er i fald, men hvor der fortsat er ganske god aktivitet.”
Lejlighedskøberne holder igen
Retter vi fokus mod ejerlejlighederne, er udviklingen mere markant. Der blev i marts solgt 1.288 ejerlejligheder, hvilket er et fald på 17 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år og et fald på 20 procent i forhold til februar 2020.
”Ejerlejlighedsmarkedet kom godt fra start i 2020 med stigende salgstal i både januar og februar, og vores forventning før corona var også en stigning i antal solgte i marts. Nu ser vi i stedet et væsentligt fald, men det betyder ikke, at markedet er gået i stå, for der blev trods alt solgt næsten 1.300 ejerlejligheder,” siger Birgit Daetz og tilføjer:
”Det bemærkelsesværdige er, at trods et væsentligt fald i den samlede handelsaktivitet er der forskel på udviklingen i de store byer. Særligt i Aarhus, på Frederiksberg og i Aalborg er der solgt færre lejligheder end normalt, hvorimod København oplever et mindre fald i handelsaktiviteten. Samtidig er der forskel på hvilken størrelse lejligheder, der har været efterspurgt i de enkelte storbyer.”
Sommerhusene er solstrålehistorien
Sommerhusene er omvendt et kapitel for sig på det danske boligmarked. Trods coronakrise er der fortsat fremgang i salget. Konkret er der i marts måned solgt 913 sommerhuse i Danmark. Det er en stigning på 19 procent sammenlignet med samme måned sidste år, og en fremgang på 16 procent i forhold til februar i år.
”Salget af sommerhuse er kommet forrygende fra start i 2020, og salget i marts er ikke set højere i en januar, februar eller marts måned i årtiet. Det var primært i uge 10 og 11 – altså ugerne inden nedlukningen af Danmark – at salget var væsentlig højere end normalt, men niveauet har også været højt i de sidste uger af marts. Det går dermed godt for sommerhussalget i en ellers svær tid,” siger Birgit Daetz.
Men coronakrisen er endnu ikke overstået, og forventningen er, at salget i april også vil blive påvirket.
”Det samlede antal solgte boliger i marts er lavere end på samme tidspunkt sidste år, og vi har set en forsinkelse i handelsaktiviteten, som først dykkede hen imod de sidste uger af marts. Derfor forventer vi også, at antallet af solgte boliger i april kan ende på et lavere niveau end normalt, ” tilføjer Birgit Daetz.
Øvrige nøgletal:
- Salget af villaer og rækkehuse er i marts samlet set faldet med seks procent sammenlignet med samme måned sidste år. Salget i januar og februar var ellers 8 og 16 procent højere end sidste år. Salget falder generelt mere i bykommunerne end i landkommunerne.
- Salget af ejerlejligheder faldt i marts samlet 17 procent i forhold til samme måned sidste år. I København har der været fald i handelsaktiviteten på syv procent, imens Aarhus har oplevet en tilbagegang i salget på 35 procent sammenlignet med marts sidste år.
- Salget af sommerhuse går samlet 19 procent frem i marts i forhold til samme måned sidste år. Der har været fremgang i alle de større sommerhuskommuner.
Solgte boliger i marts 2020:
Boligtype |
Antal solgte i marts 2020 |
Ændring seneste måned |
Ændring seneste år |
Villaer og rækkehuse |
3.975 |
-5% |
-6% |
Ejerlejligheder |
1.288 |
-20% |
-17% |
Sommerhuse |
913 |
16% |
19% |
(Kilde: Boligsiden)