Ny planlov godt nyt for sommerhusmarkedet
Sommerhusmarkedet står overfor et løft efter vedtagelsen af den nye planlov
Den 9. juni 2016 blev en ny planlov vedtaget. Og den bør vække glæde blandt landets sommerhusejere. For den har med et slag gjort en befolkningsgruppe på over 1,2 millioner til potentielle købere af et sommerhus med helårsbeboelse for øje. Aftalen om den nye planlov, med det mundrette navn ”Aftale om Danmark i bedre balance - Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet” åbner op for, at pensionister fremover kun skal have ejet et sommerhus i et år for at kunne få tilladelse til helårsbeboelse. Og det er væsentlig kortere tid end i dag, hvor der som udgangspunkt er et krav om ejerskab i 8 år, før en sådan tilladelse vil kunne gives.
Helt konkret er det førtidspensionister, efterlønsmodtagere, folkepensionister, modtagere af fleksydelse samt folk på 60 år og derover, der er er gået på pension, som kan få glæde af den nye lov, som træder i kraft i januar 2017.
Den nye planlov vil gøre det langt nemmere for pensionisterne at udleve deres sommerhusdrømme, og lovændringen vil være med til at underbygge en generel tendens, man har oplevet på boligmarkedet i de senere år. ”Flere ældre sælger deres villa, når børnene flytter hjemmefra, i forhold til tidligere. De køber ejerlejlighed og kombinerer det med et sommerhus, hvor de nye et års regler skaber den ideelle kombination. Det skaber langt større rotation på boligmarkedet og en bedre udnyttelse af behov”, forklarer CEO Preben Angelo fra RealMæglerne Holding A/S.
Et krav om en ejerperiode på kun et år bevirker, at en beslutning om at skifte villaen eller lejligheden ud med helårsbeboelse i et sommerhus fremover kan foretages meget mere impulsivt. Nu skal der ikke længere betales dobbelt ”husleje” i otte år, men blot i et år, så beslutningen kan effektueres meget hurtigt.
Den nye planlov giver også sommerhusejere, som ikke anvender huset som helårsbeboelse, ret til fremover selv at benytte eller udleje huset i 34 uger mod 26 uger i dag. Det vil gøre det mere attraktivt at investere i et sommerhus med udlejning for øje. ”Mulighederne for øget benyttelse eller udlejning af sommerhuse er ikke bare godt nyt for sommerhusejerne, men også for de lokalområder som sommerhusene ligger i. De kan se frem til øget aktivitet, og det vil kunne være med til at skabe tiltrængt vækst i nogle af landets yderområder”, fortæller CEO Preben Angelo fra RealMæglerne Holding A/S.