Ny opgørelse: Salget af byggegrunde boomer
Der bliver solgt flere og flere byggegrunde i Danmark, og i takt med stigningen er udbuddet også steget. Flere sælgere vil på markedet, mens køberne er der.
Markedet for byggegrunde har oplevet et sandt boom de seneste fem år. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk. Ifølge tallene er der fra januar til oktober solgt mere end 2.100 byggegrunde, mens salget i samme periode i 2013 lå på under 1.000. I alt er der tale om en stigning på 118 procent.
”For fem år siden sad forsigtigheden fra finanskrisen fortsat i køberne, og her var det meget få købere, der begav sig ud i et stort byggeprojekt. Den tendens vendte i 2015 og skabte et reelt boom i salget af byggegrunde,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Samtidig med de seneste fem års store stigning i handelsaktiviteten, er udbuddet i samme periode steget 17 procent.
”Når efterspørgsel og salg stiger, falder udbuddet selvsagt, hvis tilstrømningen af nye emner ikke stiger samtidig. Men det er langtfra tilfældet med byggegrundene. For udbuddet stiger, og sælgerne strømmer på markedet i disse år, fordi de mange købere styrker chancen for at få solgt til en god pris,” siger Birgit Daetz, der fortæller, at den generelt høje interesse for byggegrunde i hele landet bliver brugt i forsøget på at tiltrække borgere til de steder, der normalt ikke har så stor tilflytning:
”Vi ser, at ildsjæle i de små samfund presser på for at få kommunernes sagsbehandling til at gå hurtigt, så de kan få ledige grunde i spil, mens efterspørgslen er der. Det handler om at tiltrække ressourcestærke borgere, der er mere tilbøjelige til at rykke på deres drømme, når der som nu er opsving i økonomien.”
Kan det betale sig?
For de mange nye købere af byggegrunde gælder det om at få et sted at bo, som de kan fra sokkel til kvist, og så handler det om at gøre en god handel. For i takt med at priserne på boliger stiger, bliver det nogle steder mere rentabelt at bygge nyt i stedet for at renovere noget gammelt.
”I mange tilfælde kan det betale sig at købe en grund og bygge nyt fremfor at sætte noget ældre i stand. Dels kan den samlede pris blive lavere nu og her, og dels kan man bygge energirigtigt og på den måde sikre sig en fremtidig besparelse, der også bør tælle med i det samlede regnskab,” påpeger Birgit Daetz.
Hun forklarer dog, at det er et regnestykke, der er svært at gøre op på et generelt plan. For om det bedst kan betale sig at købe en grund og bygge nyt, kommer blandt andet an på beliggenhed, pris og på om grunden er byggemoden – altså, om der for eksempel er ført kloak ind på grunden.
”Vi har tidligere lavet udregninger, der viser, at det koster omkring en kvart million kroner at gøre en grund byggemoden, hvis den ikke er det i forvejen. Det er naturligvis en faktor, som køberne skal tage med i det store regnestykke. Lige nu ser det ud til, at køberne kan få regnestykket til at gå op. I hvert fald er der blevet handlet grunde i stor stil hele året. Senest viser nye tal for oktober, at salget er 28 procent over samme måned sidste år,” siger Birgit Daetz.
Solgte byggegrunde i perioden januar-oktober i årene fra 2013 til 2018
2013: 972
2014: 1.174
2015: 1.641
2016: 1.659
2017: 2.087
2018: 2.119