Ny Lamborghini Aventador
Den nye Lamborghini Aventador er for folk som har travlt. Fra 0 til 100 km/t klarer den på 2,9 sekunder, og tophastigheden er 350 km/t.
Den nye Lamborghini Aventador LP 700-4 er skabt til folk som har travlt. Med en accelerationstid fra 0-100 km/t på 2,9 sekunder og en tophastighed på 350 km/t kører den fra selv den hurtigste udgave af Skoda Fabia. Ikke at det formentlig interesserer mangen en Lamborghini ejer, men den nye model har tilmed reduceret brændstofforbruget med 20 % sammenlignet med forgængeren.
Navnet Aventador er inspireret af en særdeles frygtløs spansk tyr der i 1993 udmærkede sig ved at udvise et mod, der gjorde den fortjent til titlen som "Trofeo de la Peña La Madroñera". Og et tilsvarende mod har man brug for, hvis man ønsker at tøjle den helt nye 12-cylindrede motor på 6,5 liter, som yder imponerende 700 hk ved 8.250 o/min. Takket været en tørvægt på kun 1.575 kilo er vægt/effektforholdet kun 2,25 kilo per hestekraft.