FinansBureauet

Ny købelov - gamle sælgertricks

Sæt dig ind i købeloven - det kan spare dig penge og ærgrelser

Ny købelov - gamle sælgertricks
Drømmen om en ny drømmeseng kan blive til et mareridt, hvis bunden går ud af sengen, første gang tante Ella overnatter. Nu er drømmesenge ganske vist sjældent så bekostelige, at det ruinerer privatøkonomien at skulle anskaffe en ny, men at udstyre privatboligen med møbler generelt kan være en ganske bekostelig affære. Til at sikre forbrugerne mod alt for ubehagelige overraskelser har man derfor købeloven, der regulerer forholdet mellem sælger og køber.
 
Og købeloven har for nogle år tilbage fået en større overhaling, hvilket har ændret spillereglerne på en række områder. Kun ved at kende reglerne kan man sikre sig, at sælgerne ikke løber om hjørnerne med en, hvis varen ikke lever op til forventningerne.
 
Vi gennemgår her en række centrale elementer i loven
  
Hvor lang tid reklamationsfrist har man med købeloven?
 
Noget af det nye i forhold til tidligere er, at der er to år til at reklamere mod tidligere et år under den gamle købelov. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at det ikke betyder, at man kan komme tilbage i to år og automatisk få repareret varen gratis i to år. Men det betyder, at hvis der dukker en mangel op i indtil to år efter varen er købt, kan man få undersøgt om der er tale om et dårligt produkt, som derfor skal repareres eller ombyttes på sælgers regning. Men det kan jo rent faktisk også tænkes, at køberen blot har slidt sofaen ned, og det hæfter sælgeren naturligvis ikke for. Man skal altså ikke tro at den toårige reklamationsfrist betyder, at man kan få en ny vare i op til to år efter varen er købt, blot fordi varen er slidt ned. Det er bare en klageadgang til at få varen vurderet.
  
Er der sket andre forbedringer af købeloven
 
Ja, mange. Blandt andet er det en forbedring i forhold til tidligere, at man inden for de første seks måneder af de to år har en såkaldt formodningsret. Det betyder, at hvis fejl dukker op indenfor den periode, så er der en formodning for, at det ikke er forbrugeren der er skyld i manglen. Formodningsreglen virker lidt som en garanti, idet det er sælgeren der skal bevise, at det er forbrugeren der er skyld i manglen. Det stiller forbrugeren klart bedre end under de gamle regler.
 
Et andet område hvor der er sket en forbedring, er med hensyn til hvor lang tid man har til at reklamere. Før hed det, at man inden rimelig tid skulle rette henvendelse. Den nye købelov præciserer, at hvis man henvender sig inden to måneder, vil det være indenfor rimelig tid.
  
Hvilke krav har man overfor sælgeren hvis varen går i stykker.
 
Hvis eksempelvis den nye sofa går i stykker, så er det som udgangspunkt forbrugeren der kan bestemme om varen skal repareres eller ombyttes. Tidligere var det altid sælgeren der kunne bestemme. Men kundens ønske om reparation eller ombytning skal imidlertid altid være indenfor rimelighedens grænse i forhold til de omkostninger der er forbundet hermed for sælger. Hvis man eksempelvis har købt en sofa til 17.000 kr. for halvandet år siden, og syningen i den ene pude nu pludselig går i stykker, så kan kunden altså ikke forlange at få en ny sofa. Der må kunden finde sig i, at butikken reparerer syningen. Men hvis man derimod forestiller sig, at hele bunden går ud af sofaen en uge efter den er købt, der vil forbrugeren som udgangspunkt kunne stille krav om at få en ny sofa, i stedet for at skulle vente på at den første sofa bliver repareret. Og i sådanne tilfælde er den nye købelov en klar forbedring set fra forbrugerens synsvinkel.
 
Gælder der specielle regler hvis det er brugte møbler man køber
 
Udgangspunktet er, at købelovens toårige reklamationsfrist også gælder ved brugte varer. Men sandsynligheden for at komme igennem med sine krav er selvfølgelig mindre ved brugte varer, da det jo er nemmere for kunden at slide en gammel vare ned. Men også med hensyn til køb af brugte varer, har den nye købelov medført ændringer. Det generelle forbehold om "solgt som beset" det er ikke længere gyldigt. Hvis man køber en brugt vare, med et "solgt som beset" forbehold, så kan man roligt se bort fra det, for det er ikke længere gyldigt. Men forhandlerne må stadig gerne tage nogle konkrete forbehold. Sælgeren må eksempelvis gerne gøre opmærksom på, at det ene bordben sidder løst, og at det desværre ikke lader sig reparere. Hvis sælgeren har taget dette forbehold, må kunden acceptere dette.  Derimod gælder købeloven ikke ved køb mellem private. Eller man kan i hvert fald aftale sig ud af den. Forbrugerklagenævnet tager sig heller ikke af køb foretaget mellem private.
 
Gør det nogen forskel om man køber varerne over internettet?
 
En helt grundlæggende forskel på at købe på internettet og i en butik, er at der er fortrydelsesret ved køb over internettet. Hvis man har været nede i en butik og købe en ny sofa, og kommer hjem og finder ud af at den ikke matcher til dine gardiner, så er det bare ærgerligt. Men hvis man har købt sofaen via internettet, så har man generelt 14 dages fortrydelsesret. Man må sågar hive varen ud af emballagen. Det er de samme regler der også gælder ved katalogsalg.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce