Ny guide til selvstændige: Sådan ansætter du din første medarbejder
Har du overvejet at ansætte din første medarbejder, men droppede det igen, fordi det var for uoverskueligt? Nu er der hjælp at hente i en ny e-bog fra Advodan.
Hvis du driver en succesfuld enkeltmandvirksomhed, har du sikkert overvejet at ansætte en ekstra medarbejder. Men hvad kræver det egentlig at være arbejdsgiver rent juridisk, og hvordan kommer man rigtigt i gang? Det kan du blive klogere på i Advodans nye e-bog, hvor du bliver guidet igennem hele processen fra A-Z.
”At ansætte den allerførste medarbejder er et stort skridt i de fleste enkeltmandsvirksomheder. Når beslutningen endeligt er taget, åbner der sig en helt ny verden, hvor en lang række administrative og juridiske pligter følger med det nye ansvar som arbejdsgiver, ” siger advokatfuldmægtig hos Advodan i Holbæk Cecilie de Claville Christiansen.
Omkring ansættelsesproceduren er der fx en række lovmæssige krav, man skal overholde.
”For det første skal du kende reglerne om, hvad du må og ikke må skrive i et stillingsopslag for ikke at overtræde lovene om ligebehandling og forskelsbehandling. Herefter skal du være opmærksom på, hvordan du håndterer og opbevarer ansøgninger og cv’er, hvis du vil undgå at komme på kant med persondataloven. Og til selve ansættelsessamtalen skal du være påpasselig med dine spørgsmål. Det kan nemlig også være i strid med både ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven at gå for tæt på en ansøgers privatliv eller stille spørgsmål, som ikke er relevante for det aktuelle job, hvis du bruger det som grundlag for et afslag,” påpeger Cecilie de Claville Christiansen.
Den første måned
Den nye guide giver også svar på, hvad kravene er til en ansættelseskontrakt, hvordan man bliver registreret som arbejdsgiver på virk.dk, og hvordan udbetaling af løn bør foregå.
”En ansættelseskontrakt skal fx være underskrevet af begge parter senest en måned efter, at medarbejderen er startet, og der er en række minimumskrav til indholdet i kontrakten, ” siger Cecilie de Claville Christiansen og fortsætter:
”Inden du skal udbetale den første løn, skal du sørge for at blive registreret som arbejdsgiver på virk.dk. Du skal sætte dig ind i kravene omkring lønindberetning, og hvis du har aftalt nogle personalegoder med din medarbejder, skal du have styr på de skattemæssige forhold i det. Du skal også huske, at du har pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring og lave en rygepolitik, ligesom der skal udarbejdes en APV hurtigst muligt”.
Overblik og tjeklister
Cecilie de Claville Christiansen kan godt forstå, at det kan virke skræmmende på nogle at springe ud som arbejdsgiver. Derfor vurderer hun, at den nye guide vil være et brugbart værktøj for mange enkeltmandsvirksomheder.
”Guiden kommer omkring alle de vigtigste emner, og til sidst er der to tjeklister, der opsummerer de praktiske opgaver og juridiske forhold, som er vigtige at tage hånd om. Følger man dem, er man godt på vej, ” fastslår Cecilie de Claville Christiansen.
Hent e-bogen "Din første medarbejder"