FinansBureauet

Ny Audi A1 Sportback med markant og stramt design

I 2010 debuterede A1 som helt ny modelrække hos Audi. Nu stiller anden generation af den succesrige kompakte model til start med et markant design og stram linjeføring. Den nye Audi A1 Sportback er en perfekt ledsager i byen, men den er også særdeles velegnet til længere køreture. Den fås med infotainment- og førerassistentsystemer fra Audis luksusklasse samt med ny udstyrsstruktur, der skaber masser af muligheder for individualisering.

I længden er A1 Sportback vokset markant med 56 mm og måler nu 4,03 m, mens bredden på 1,74 m er ca. den samme som før. Højden er kun 1,41 m. Med den brede sporvidde og de kortere overhæng er dens fremtoning sportslig og skarp. Den brede, lavt placerede singleframe-grill og de markerede luftindtag i siderne dominerer den markante front. Under kanten på motorhjelmen er der tre smalle slidser – en påmindelse om Sport quattro, som er mærkets rallyikon fra 1984.

Også fra siden understreger den nye A1 Sportback den optiske forbindelse til Audi Ur-quattro og Sport quattro, hvor bl.a. den brede, lavt hældende C-stolpe ser ud til at skubbe bilen fremad, selv når den holder stille. Tagkontrastbuen, der fås i to forskellige mørke farver, slutter over C-stolpen, hvilket får taget og bilen til at virke endnu lavere. Alle linjer på siderne, fra rudekanten til panelet, stiger kileformet hen mod bagenden. Med markante fremhævelser af hjulene og den lave skulderlinje derimellem står A1 Sportback stabilt på vejen, og den lave linje mellem skærmkanterne sænker det optiske tyngdepunkt yderligere. Lygtedesignet gør optisk A1 bredere, og der er i det hele taget arbejdet på at give A1-lysgrafikken en høj genkendelsesgrad både for og bag.

Udvalget af lakfarver til den nye A1 Sportback omfatter ti forskellige farver. Som ekstraudstyr fås taget på den kompakte bil i kontrastfarve fra A-stolpen til tagkantspoileren. Sidespejlhusene, frontspoilerkanterne på siderne og sidepanelerne kan ligeledes bestilles i kontrastfarve.

Fra lanceringen fås en særligt individuel specialmodel, der yderligere iscenesætter A1’s designsprog bl.a. med store 18” fælge – afhængigt af lakfarven udført i farven bronze, hvid eller sort – og Audi ringe i folie på bilens sider udført i fælgenes farve. LED-for- og baglygterne er i stil med den legendariske Audi Sport quattro tonede, og samtidig er Audi ringene i singleframe-grillen samt modelbetegnelsen på bagenden holdt i sort.

En nyhed i A1 Sportback er en helt særlig fleksibilitet, hvor kunden for første gang kan kombinere de udvendige og indvendige udstyrsdetaljer fuldstændigt frit med hinanden.

Indvendigt design

”Det mest sportslige interiør i den kompakte klasse” var det erklærede mål for designerne, og man lægger i den forbindelse særligt mærke til den sportslige og kompakte enhed med luftdyser, instrumentkappe og digitalt kombiinstrument. Alle betjeningselementer og MMI touch-displayet (ekstraudstyr) er kraftigt orienteret mod føreren og forstærker dermed den særlige cockpitkarakter.

Displayet og luftdysepanelet i passagersiden er integreret i en samlet flade i sort glaslook. Kontur- og ambientebelysningspakken (ekstraudstyr) iscenesætter kabinedesignet med LED-lyselementer i 30 forskellige valgfri farver, når det er mørkt.

Mere plads og komfort

Den nye A1 Sportback byder på markant forbedrede pladsforhold og dermed ekstra komfort for fører, forsædepassager og bagsædepassagerer. Til trods for de kompakte udvendige mål og den sportslige taglinje er der god loftshøjde og benplads til voksne på bagsædet.

Bagagerumsvolumen er vokset med 65 l til 335 l, og med bagsæderyglænet klappet frem rummer det endda 1.090 l.

Digital visning og infotainment

Den nye Audi A1 Sportback er klar til den digitale fremtid. Allerede i basisversionen er et komplet digitalt kombiinstrument med 10,25” display i høj opløsning samt multifunktionsrat standardudstyr. Audi virtual cockpit (ekstraudstyr) med udvidet funktionsomfang viser omfattende og alsidige informationer som fx animerede navigationskort og grafikker fra visse førerassistentsystemer direkte i førerens synsfelt.

Infotainmentkonceptet i den nye A1 Sportback stammer fra luksusklassen. Som standard medfølger MMI Radio, som betjenes via multifunktionsknapperne på rattet og visningen i det komplet digitale kombiinstrument. I den mest omfattende version byder MMI Navigation plus på en 10,1” stor MMI-touchscreen, som er integreret perfekt i det sorte glaslook. Som man kender det fra en smartphone, sker samtlige kommandoer via touch-indtastning. Den nyeste generation af stemmebetjeningen forbedrer dialogen mellem føreren og bilen yderligere.

Med MMI Navigation plus i forbindelse med Audi connect får føreren adgang til funktioner som eksempelvis hybridguidning – den udfører en ruteberegning i skyen og tager i den forbindelse højde for den samlede trafiksituation.

Af andre highlights kan nævnes satellitkortvisning og de nye 3D-bymodeller, som byder på en præcis kortvisning af de centrale områder i en lang række byer. Op til fire gratis kortopdateringer om året downloades og installeres automatisk, og desuden kan kunden også anvende de alsidige onlinetjenester fra Audi connect.

Fans af musik og akustik kan glæde sig over en tuner til digital radiomodtagelse, Audi soundsystem og Bang & Olufsen Premium-soundsystem. B&O-systemet aktiverer 11 højttalere med 560 W, og dets 3D-effekt bruger forruden som refleksionsflade.

Førerassistentsystemerne

Førerassistentsystemerne i Audi A1 Sportback stammer også fra luksusklassen. De holder den kompakte bil på korrekt afstand til den forankørende, letter førerens arbejde med at holde bilen i vognbanen og understøtter føreren ved parkering.

Den standardmonterede vognbaneafvigelsesadvarsel understøtter føreren fra en hastighed på 65 km/t med at holde bilen i vognbanen. Den ligeledes standardmonterede hastighedsbegrænser forhindrer, at A1 Sportback overskrider en indstillet maksimal hastighed.

En anden komponent i standardudstyret er Audi pre sense front. Radarsensoren registrerer kritiske situationer med andre køretøjer, krydsende fodgængere eller cyklister foran bilen – også ved dårlige udsynsforhold som fx tåge. Systemet advarer så føreren med et akustisk og optisk signal. Samtidig forbereder det en mulig fuld opbremsning og indleder – hvis det er nødvendigt – en automatiseret nødopbremsning for at undgå en mulig kollision eller reducere dens omfang. Hvis det er nødvendigt, træder beskyttelsestiltagene fra Audi pre sense basic (ekstraudstyr) i kraft, hvor de forreste sikkerhedsseler strammes, ruderne lukkes, og havariblinket tændes.

Den adaptive hastighedsassistent arbejder ligeledes radarbaseret. Den holder Audi A1 Sportback på den ønskede afstand af det forankørende køretøj. Hvis bilen er udstyret med S tronic, dækker systemet hastighedsområdet fra 0 til 200 km/t, og med manuel gearkasse starter det ved 30 km/t. Ved stop-&-go-kørsel bremser A1 Sportback med S tronic-gearkasse ned til stilstand og sætter under bestemte forudsætninger automatisk i gang igen.

For at lette parkeringen kan man vælge mellem forskellige systemer til den nye Audi A1 Sportback. Ud over parkeringshjælpen bagpå fås der for første gang et bakkamera. Systemets forreste ultralydssensorer registrerer også objekter foran bilen og advarer både akustisk og optisk. Parkeringsassistenten styrer A1 Sportback ind i både parallelle og tværliggende parkeringsbåse, og med den nye version af assistenten kan A1 Sportback også parkere forlæns ind i tværliggende parkeringsbåse. Systemet klarer også udkørsel fra parallelle parkeringsbåse.

Kraftfulde motorer

Køreglæden i den nye Audi A1 Sportback skyldes især dens kraftfulde motorer. Man kan vælge mellem effektive benzinmotorer med en ydelse på mellem 95 og 200 hk, og turboladning, direkte indsprøjtning samt partikelfilter er standard.

Til alle motorvarianter tilbyder Audi en manuel gearkasse eller dobbeltkoblingsgearkassen S tronic med syv trin. En undtagelse er topmotorvarianten, der som standard er udstyret med en 6-trins S tronic gearkasse.

Sportslig undervogn

Akselkonstruktionen på den nye Audi A1 Sportback sørger for adrætte køreegenskaber og en sportslig kørefornemmelse. Forhjulsophænget er udført i en McPherson-konstruktion, mens der bagpå anvendes en kompakt og let torsionsaksel. Ud over standardundervognen kan man også vælge en strammere sportsundervogn.

Audi A1 i Danmark 

Den nye Audi A1 Sportback lanceres i Danmark sidst på efteråret. Der er ikke danske priser på Audi A1 endnu.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce