FinansBureauet

Nu skal du kigge langt efter boliger med liggetid på over et år

Mindre end hver femte bolig på markedet har været til salg i mere end et år, viser nye tal fra Boligsiden. For fem år siden var det hver tredje bolig.

Det er blevet meget lettere at være boligsælger de sidste par år, end det har været tidligere. For siden 2015 er andelen af boliger med liggetid på mere end et år faldet stille og roligt, indtil den styrtdykkede i starten af 2021.

Ifølge Boligsidens nye udbudstal fra starten af november har kun 18 procent af boligerne været til salg i mere end et år. For præcis fem år siden var den andel på 34 procent.

”Siden renten faldt markant i starten af 2015, er de gennemsnitlige liggetider på Boligsiden blevet mindre og mindre. Og i takt med at priserne er steget, udbuddet er faldet, og efterspørgslen er steget, er det blevet lettere og mere attraktivt at være sælger. For ikke nok med at de fleste kan sælge deres bolig med fortjeneste. De kan også sælge den hurtigt og komme videre til den næste bolig i løbet af kort tid,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Salgsboom har sat yderligere fart på

Tager vi et hurtigt kig på grafen herunder, er det helt tydeligt, at den tager et markant knæk nedad i starten af 2021, hvor der blev solgt rigtig mange boliger.

Det er sket i en tid med et historisk lavt udbud, og på grund af det har mange købere fået øjnene op for det boligguld, der har ligget til salg i lang tid.  

”Det salgsboom vi har set i starten af 2021 har sat yderligere fart på den proces. Det betyder, at der er blevet ryddet godt ud blandt de boliger, der har været til salg længe. Det er en god nyhed ikke bare for sælgerne, men også for de huse der nu bliver frisket op med de renoveringer, som køberne foretager for at gøre deres nye bolig til deres egen. Det er win-win-win,” siger Birgit Daetz.

Se alle boliger til salg, der har været til salg i over et år.

Andel af boliger med liggetid på mere end et år:

År

Andel af boliger med liggetid på mere end et år

2016

34 %

2017

33 %

2018

28 %

2019

29 %

2020

27 %

2021

18 %

(Tabellen viser andelen af boliger med liggetid på mere end et år primo november hvert år i perioden 2016 til 2021. Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Kilde: Boligsiden - Nu skal du kigge langt efter boliger med liggetid på over et år Kilde: Boligsiden
Del

Seneste nyt

Annonce