Nu falder salgspriserne for både huse og lejligheder
Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at salgspriserne for villaer og rækkehuse er dalet med 1,0 procent den seneste måned, imens lejlighedspriserne falder med 1,5 procent. Samtidig er prisudviklingen for sommerhuse stagneret.
Juli bød for første gang i mange måneder på et reelt fald i salgspriserne for både huse og lejligheder. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Priserne på villaer og rækkehuse faldt således med 1,0 procent i juli måned, imens priserne på ejerlejligheder er faldet med 1,5 procent i samme periode.
Et månedligt prisfald i den størrelsesorden er ikke set tidligere i perioden tilbage til 2015, hvor Boligsidens Markedsindeks strækker sig tilbage til. Og udviklingen finder samtidig sted i sommerperioden, hvor priserne førhen typisk er steget en smule.
”Efter flere måneder med stagnerende boligpriser ser vi nu, at priserne for både huse og lejligheder er begyndt at falde. Det er en ventet konsekvens af de ændrede vilkår, som har været gældende for boligkøberne i de seneste måneder,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:
”Renterne er steget, hvilket har gjort det dyrere at finansiere en ny bolig. Samtidig skal køberne tage højde for stigende energi- og elpriser og en markant stigende inflation, der sætter økonomien for den enkelte husholdning under pres. Det påvirker antallet af bolighandler i et marked, der samtidig er præget af at stigende udbud. Den cocktail er med til at presse priserne ned, da nogle sælgere er nødt til at justere prisen for at få handlen i hus.”
Den nedadgående prisudvikling er gældende i alle regioner for husenes vedkommende, ligesom det med undtagelse af Region Syddanmark også er tilfældet for ejerlejlighederne.
Imens salgspriserne for både huse og lejligheder er faldet den seneste måned, holder priserne for sommerhuse skindet på næsen og er landet i et stort rundt nul i juli måned.
Fælles for alle tre boligtyper er, at salgspriserne fortsat ligger over niveauet på samme tidspunkt sidste år.
Prisudviklingen på boligmarkedet i juli 2022:
Boligtype |
Salgspris (kr. pr. kvm.) |
Ændring seneste måned* |
Ændring seneste år |
Villaer/rækkehuse |
17.722 |
-1,0 % |
2,6 % |
Ejerlejligheder |
35.252 |
-1,5 % |
2,7 % |
Sommerhuse |
23.256 |
0,0 % |
4,8 % |
(*Boligsidens Markedsindeks beregnes ud fra et tre-måneders glidende gennemsnit. Læs mere om beregningsgrundlaget her. Kilde: Boligsidens Markedsindeks)
Se udviklingen i salgspriserne for villaer og rækkehuse og antal handler i alle kommuner her.
Kraftigt dyk i antal bolighandler i juli
Et synligt bevis på, at boligkøberne holder igen, er statistikken for antallet af bolighandler. For Boligsidens nye handelstal viser samtidig, at der samlet blev solgt 5.355 boliger i juli.
Det er det laveste månedsniveau indtil videre i 2022, og det er samtidig et juli-resultat for det samlede boligsalg, der ikke er set lavere siden 2012.
”Bolighandlerne har været aftagende i de seneste måneder, men specielt i juli er der sket en opbremsning. Det hænger dels sammen med sommerferien, hvor vi normalt ser lidt lavere aktivitet, og dels skal en stor del af forklaringen findes i de før nævnte forhold med stigende renter, inflation- og øvrige omkostninger. Kort sagt er udfordringerne blevet flere for boligkøberne, og det sætter nu sine spor på boligmarkedet,” siger Birgit Daetz.
Det lavere antal handler i juli er gældende for både huse, lejligheder og sommerhuse.
Boligsalget i 2022:
Måned |
Villaer/rækkehuse |
Ejerlejligheder |
Sommerhuse |
Alle boligtyper* |
Januar |
4.039 |
1.646 |
654 |
6.967 |
Februar |
4.308 |
1.553 |
684 |
7.143 |
Marts |
5.008 |
1.650 |
805 |
8.184 |
April |
4.205 |
1.348 |
824 |
6.941 |
Maj |
4.629 |
1.400 |
1.019 |
7.712 |
Juni |
4.018 |
1.047 |
786 |
6.484 |
Juli |
3.305 |
841 |
655 |
5.355 |
(*Alle boligtyper dækker over villa, rækkehuse, ejerlejlighed, fritidsbolig, kolonihave, andelsbolig, landejendom, helårsgrund, fritidsgrund og lystejendom. Kilde: Boligsiden)