NKT snubler i kablerne
Selvom NKT stadig har problemer, er aktien faldet så meget, at man så småt kan begynde at overveje køb igen.
Siden FinansBureauet i starten af marts i indeværende år blev anbefalet solgt, er kursen faldet fra 272 til 191 (i skrivende stund). Begrundelsen for anbefalingen var, at aktien ganske enkelt var blevet for dyr i forhold til kurspotentialet. Men med et kursfald på næsten 30 procent, er det så småt værd at overveje et køb igen.
Det seneste regnskab var ellers ingen jubel, og selskabet aflyste udsigterne til vækst i indeværende år. Men konjunkturerne taget i betragtning var regnskabet heller ikke så ringe, som man kunne have frygtet. Omsætningen faldt 3 procent, men driftsindtjeningen blev øget med 21 procent. Samme billede tegnede sig for 1. halvår, hvor den organiske vækst for koncernen faldt med 4 procent, mens driftsindtjeningen steg med 20 procent. Og salget af NKT Flexibles blev 100 millioner kr. højere end tidligere forventet, og den nettorentebærende gæld er nedbragt med 2 milliarder kroner.
Når NKT alligevel straffes relativt hårdt i kølvandet på regnskabet, skyldes det udmeldingerne om den aflyste vækst og reduceret indtjeningsfremgang. Hvor investorerne tidligere var blevet stillet en driftsindtjening på mellem 1.050 til 1.250 millioner kroner i udsigt, lyder meldingen nu på 1.050 millioner kroner. Det er selvfølgelig en nedskrivning, der er til at tage at føle på. Men resultatet er stadig 200 millioner kroner bedre end 2011 resultatet, og da kursen som sagt er faldet med 30 procent, synes prisen langt mere rimelig nu.
Regnskabet viste, at problemerne langt fra er overstået endnu. Kablerne driller stadig, og Nilfisk-Advance er også berørt af den økonomiske opbremsning, og der kommer derfor ingen decideret købsanbefaling herfra endnu. Men tror man på ledelsens udmeldinger, og man parat til at løbe en lille risiko, er tidspunktet til at købe NKT trods alt bedre end længe.