Nej, fodbold er faktisk fremragende som første aktie
Af Maxim Manturov, chefanalytiker Freedom Finance Europe, der står bag handelsplatformen Freedom24.
Investorer gør ofte grin med fodboldaktier, fordi de sjældent giver afkast. Men de er et fantastisk læringsværktøj om medejerskab af et selskab og forretning. Hvis dit barn er interesseret i fodbold, får det ikke et bedre kursus.
Jeg ville ønske, at min første aktie var en fodboldaktie.
Som dreng havde jeg ikke en passion for pharma eller containere. Men jeg var meget entusiastisk omkring fodbold og vidste meget om emnet. Og det er en fordel, når man investerer i aktier.
Fodboldaktier giver rabatter på årskort og adgang til generalforsamlinger, hvor man kan møde sportschefen – det er ikke alle selskaber, der giver aktionærer adgang til det – og opleve hvordan man driver fodboldklub, og hvad klubberne kan tjene penge på.
Der er indtægter fra billetter og spillere som skal sælges dyrere end de er købt ind, tv-aftaler, medlemsabonnementer, samt merchandise som spillertrøjer og flag. Der er selvfølgelig mulighed for innovative tiltag og kampagner, men det kræver investeringer, som ikke altid tjener sig hjem.
Det kan man høre om til generalforsamlingen, hvor man måske endda kan få lov til at stemme om retningen for fodboldklubben.
Det kan tænde en masse tanker i hovedet.
Hvad skal klubben gøre for at blive en succes? Hvordan ser regnskabet ud? Kursen på aktien kører som regel bare fladt eller nedad. Måske den stiger, hvis de vinder et mesterskab? Men hov, den falder hurtigt igen, da klubben ikke kvalificerer sig til Champions League. Skal klubben satse og sælge deres bedste spiller, men risikere resultaterne på banen næste sæson?
En fodboldklub kan ikke bare skalere kerneforretningen ved at bygge flere nye stadions i andre byer, som en restaurantkæde eksempelvis kan, for spillerne kan kun være ét sted ad gangen.
De fleste, der investerer, taber penge i starten. Det er nødvendige lærepenge. Så hvorfor ikke lade det være en aktie i en branche, som dit barn elsker?
Giv dit barn en fodboldaktie, og tag det med til årets generalforsamling. Selvom der næppe kommer stort kontant afkast, kan afkastet på den viden, de tilegner sig, ende med at gøre dem velhavende en dag.