Nationalbanken forudser pæne prisstigninger og advarer om boligboble
Nationalbanken har netop udsendt kvartalsoversigten 3. kvartal 2015. I prognosen for boligpriserne er der en forventning om, at boligpriserne stiger med 6 pct. I 2015 og med 3,7 pct. i 2016. Nationalbankens prognose er således en anelse mere afdæmpet i foldhold til regeringens prognose på henholdsvis 6,5 og 4 pct. Prognosen er bestemt ikke urealistisk, idet vi med stor sandsynlighed kan forvente boligprisstigninger på 5-6 pct. i år, mens prisstigningerne i 2016 imidlertid synes at være lidt i underkanten. Generelt vil der være stor efterspørgsel i de større byer, som følge af stigende befolkningstal.
Ifølge den seneste opgørelse af Realkreditrådets Boligmarkedsstatistik koster et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvm. 1.581.000 kr. ved udgangen af 2014. Det betyder, at holder Nationalbankes prognose vand, så kan boligejerne se frem til en gevinst på hele 95.000 kr. i 2015 og på 62.000 kr. i 2016. Samlet en gevinst på 157.000 kr. I praksis vil der dog være store regionale forskelle. De stigende boligpriser og dermed nedbringelse af samlet belåning mv. er noget af det som vil være med til at løfte dansk økonomi de kommende år.
I kvartalsoversigten er der også en artiklen der ser på eventuelle boligbobler. Nationalbanken advarer igen og igen om mulige boligbobler i visse dele af Danmark. Det er klart, at vi skal være på vagt, når vi ser kraftige stigninger i boligpriserne, som det i en kort periode har været tilfældet. Sandheden om de nuværende boligpriser er imidlertid, at der har været et vist opsparet boligbehov, der synes at være blevet forløst, hvorfor vi har set en ketchupeffekt. Prisstigningerne er nu begyndt at aftage, hvilket er et sundhedstegn. De kraftige prisstigninger er kun set på ejerlejlighederne, der udgør en ganske lille andel af det samlede boligmarked. Den samlede realkreditbelåning er ikke taget voldsomt til i styrke. Der er således ikke ret meget, der taler for en boligboble. Er det skadeligt for boligmarkedet, at Nationalbanken bliver ved med at advarer – næppe. Der er intet der tyder på, at man kan tale markederne hverken op eller ned, heller ikke selv om man er nationalbankdirektør. Det er nok de færreste potentielle boligkøbere, der baserer deres endelige beslutning om underskrivelse af slutseddel eller ej på Nationalbankens udmeldinger.