Mindste afslag i boligpriser i Midtjylland
Boligejerne i Midtjylland og i Hovedstaden slår mindst af priserne når de sælger boligen.
En opgørelse over gennemsnitspriser og gennemsnitlige afslag ved 5.000 solgte boliger gennem EDC indenfor de seneste 6 måneder, viser at boligejerne i hovedstadsområdet og i det midtjyske er bedst til at skrabe pengene hjem ved et boligsalg. I disse regioner har boligejerne i gennemsnit kun måttet give et afkald på henholdsvis 5,4 og 5,5 procent for at få solgt boligen, mens sjællænderne i snit har måttet give et afslag på næsten 8 procent for at kunne fjerne til salg skiltet. Landsgennemsnittet lå på 6,8 procent i afslag.
Det er ganske bemærkelsesværdigt, at Hovedstaden og Midtjylland samtidig er de to regioner der, ifølge undersøgelsen fra EDC, indenfor de seneste 6 måneder har haft de højeste gennemsnitlige handelspriser. En ejendom i hovedstadsregionen blev i gennemsnit handlet til 2.166.211 kroner, mens en ejendom i Midtjylland i gennemsnit blev handlet til 1.479.903 kroner. Selvom ejendommene i disse regioner er de dyreste, er det altså ikke desto mindre alligevel her, at der har været behov for at give de mindste afslag.
Gennemsnitlig pris i kroner | Gennemsnitligt afslag i procent | |
Hovedstaden | 2.166.211 | 5,4 |
Sjælland | 1.242.794 | 7,9 |
Syddanmark | 1.271.792 | 6,7 |
Midtjylland | 1.479.903 | 5,5 |
Nordjylland | 1.110.328 | 6,5 |
Danmark | 1.504.695 | 6,8 |