Mange lejligheder til salg
Vi har netop her til morgen fået ny statistik der viser, at der aktuelt er 33.531 huse og 7.851 lejligheder til salg, fra Finans Danmark. Over det seneste år er der således kommet 2,46 pct. flere huse til salg og hele 28.39 pct. flere lejligheder. De mange lejligheder, der er kommet til salg sætter et stort præg på markedet. Vi ser således et lejlighedsmarked der bøjer af, hvilket manifestere sig i lavere omsætning, højere liggetider og ikke mindst lavere kvadratmeterpriser. Dagens tal er således endnu en gang en manifestation af, at boligmarkedet har skiftet gear og at det især er drevet af lejlighedsmarkedet.
Det store udbud af lejligheder er ikke kun et københavnerfænomen. I alle de større byer, er der blevet bygget mange nye lejligheder de sidste par år. De lejligheder er lige nu vanskeligere at sælge end, det har været kutyme de sidste fem år. Over det seneste år er junglen af til-salg skilte på altaner, balkoner mv. steget med 52,17 pct. i Aalborg, 39,92 pct. i Aarhus og 12,58 pct. i Odense. I Københavns kommune er udbuddet steget med 49,64 pct. og på Frederiksberg er udbuddet steget med 42,64 pct. Største parten af de mange boliger til salg befinder sig i København, hvor der præcis er 2.472 til-salg skilte der blafre i vinden.
Ser man på liggetiderne er der også sket et markant skifte. Det tager således nu 131 dage at sælge en lejlighed i Københavns kommune, hvilket er en stigning på 28,43 pct. siden i fjor. Tilsvarende tager det 119 dage på Frederiksberg. 139 dage i Odense, 131 dage i Aarhus og 126 dage i Aalborg. Alle steder er der tale om ret markante skift i liggetiden siden i fjor. Der er således tale om stigninger på mellem 20 og 45 pct. Godt nok kommer vi fra et lavt niveau, men alligevel er det en ret god indikation på, at vi er gået fra sælgers-marked til købers-marked.