FinansBureauet

Lynsalg: Her bliver husene solgt hurtigst i Danmark

Hvor i landet bliver husene solgt hurtigst? Ser man på top tre over de hurtigst sælgende postnumre, skal vi både til Bornholm, Østsjælland og et par kilometer nord for København.

Det kan tage sin tid at finde en køber, når man sætter huset til salg. I gennemsnit tager det 154 dage at sælge et hus i Danmark, viser tal fra Boligsiden for bolighandler afsluttet i juni måned.

Dog er der store regionale og lokale forskelle i salgstiden, og ser vi på, hvor den er absolut kortest, skal der sættes en nål i landkortet ved 2870 Dyssegård nord for København. Her tager det i gennemsnit 58 dage at lukke en villahandel, når man ser på salget i 2018 samt det hidtidige salg i år.

”En salgstid på under to måneder er ekstremt kort. Og Dyssegård adskiller sig på flere måder fra de øvrige byer i top 10 over de korteste salgstider, idet kvadratmeterprisen er den højeste blandt dem, vi ser på listen. Når prisen er i den høje ende, og salgstiden er i bund, fortæller det os, at der er tale om et meget attraktivt område,” forklarer Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Et broget billede

Nummer to på listen er 4030 Tune, der ligger sydøst for Roskilde, mens nummer tre er 3770 Allinge på Bornholm. I de to byer er salgstiden henholdsvis 78 og 79 dage.

”Rent geografisk er det et lidt broget billede, vi ser i top 10. Det er klart, at områder i og omkring København har korte salgstider, når vi sammenligner med landsgennemsnittet, og det præger toppen, men vi har også Bornholm og Nordjylland repræsenteret, og det kan virke som en overraskelse for mange,” siger Birgit Daetz, og fortsætter:

”Efterspørgslen er selvfølgelig den primære faktor, der afgør, hvor hurtigt boligerne skifter ejer, når de rammer markedet, men når vi ser på salgstiden, er prissætningen som oftest udslagsgivende for, hvor hurtigt en handel bliver lukket. Går efterspørgsel og pris op i en højere enhed, har det en meget positiv betydning for salget – også i provinsen.”

Se hele top 10 over postnumre med kortest salgstid for villaer på Boligsiden.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce