FinansBureauet

Lovforslag: Folkepensionister må arbejde sort

Regeringen har sendt en lovforslag i høring, der er tænkt som en stramning af indsatsen overfor sort arbejde, men som blandt andet åbner op for, at folkepensionister og ungarbejdere helt lovligt kan arbejde sort.

Lovforslag: Folkepensionister må arbejde sort

10.000 kr. Så meget må folkepensionister tjene på sort arbejde om året - ganske lovligt, hvis regeringens lovforslag, der netop er sendt i høring, bliver vedtaget. Og det bliver det, da regeringen på forhånd har samlet sig flertal herfor, som led i finanslovsaftalen for 2012. Også unge under 16 kan se frem til helt lovligt, at kunne udføre sort arbejde i form af småopgaver som eksempelvis hundeluftning og børnepasning.

Håndværkere, der udfører sort arbejde, må derimod fremover kigge sig mere nervøst over skuldrene end hidtil. For lovforslaget indeholder en række tiltag overfor netop denne erhvervsgruppe. Blandt andet foreslås det, at der indføres hjemmel til, at "der kan foretages kontrol på privat grund uden retskendelse, når der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter". Skattemyndighederne må altså ganske uanmeldt hoppe over hækken til privat grund, hvis de spotter en mand i murertøj og en spatel i hånden. Ifølge lovforslaget skal den stakkels murerarbejdsmand på forlangende oplyse navn, CPR-nr. og fremvise gyldig legitimation. Kan/vil han ikke det, vanker der bøde. Og det vil der også gøre, hvis han formaster sig til at have kørt hen til arbejdsstedet i en bil på under 4 tons, der ikke er forsynet med navn eller logo.

Med mindre murerarbejdsmanden altså er folkepensionist!

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce