Lille stigning i antallet af solgte biler
Flere nye biler på vejene
De samlede registreringer af nye personbiler var i oktober 4 pct. højere end i september, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Det er især erhvervene, som trækker i oktober med en stigning på 7 pct., mens også husholdningerne fik flere biler med en stigning på 3 pct. Ved udgangen af oktober var der kommet 16.300 nye personbiler på de danske veje. Ser vi over en 12-måneders periode, er der blevet registeret 188.000 nye personbiler i faktiske tal, hvilket fortsat er meget højt. Af dem stod husholdningerne for 107.100 biler, hvilket er et lille fald på 5 pct., mens erhvervene stod for 80.900 biler eller en stigning på hel e26 pct.
Ser vi på, hvilke biler, det er, der topper listen, er det fortsat mikrobilerne, men vi skal ikke langt ned på listen for at finde de lidt større biler. At de lidt større biler finder vej til danskernes garage indikerer, at vi i stigende grad er villige til at bruge penge. Kombinerer vi det med stigningen i registeringen af nye personbiler i oktober, og at det samlede antal nye personbiler stadig ligger højt er dagens tal – set med økonomiske briller – en glædelig nyhed. Det kan nemlig betyde, at humøret hos forbrugerne forsat er på vej op. Køb af varige forbrugsgoder, som biler og boliger, er nemlig noget, man holder igen med i krisetider. Vælger forbrugerne over en bred kam at skrue op for forbruget, kan vi forvente, at det vil brede sig som ringe i vandet, og sætte mere fart på danske økonomi.
Står man over for at skulle købe en ny bil, er der et par ting, man bør overveje. Har man fx ikke tænkt sig at beholde bilen i hele dens levetid, er det værd at overveje gensalgsværdien. Køber man en af de mest populære bilmodeller, vil der sandsynligvis også være et stort udbud, når man står og skal sælge den brugte bil. Det presser brugtvognspriserne nedad. Et andet sted, der kan være penge at spare, er på finansieringen. Skal man finansiere bilen, er det nemlig vigtigt, at man ikke bare lader sig friste. Ofte er bilfinansiering baseret på variabel rente, høje omkostninger og/eller lang løbetid. Man bør derfor indhente flere tilbud fra såvel bilforhandlere som banker. Herefter bør man sammenligne vilkårene som fx udbetaling, løbetid og lånestørrelse. Er de ens, kan man finde den billigste finansiering ved at se på Årlige Omkostninger i Procent (ÅOP). Er vilkårene ikke de samme, kan man bruge ÅOP som en rettesnor, men der kan være situationer, hvor finansieringen med den laveste ÅOP ikke er den billigste, når alt er betalt tilbage. Endelig er det vigtigt at være meget opmærksom på løbetiden af lånet. Afskrivningen på mange af de billige mikrobiler er høj, så vælger man en lang tilbagebetalingstid, risikerer man at stå med en bil, som er mindre værd end gælden!
Er man boligejer, og har man friværdi er det også muligt at finansiere bilen med murstene. Realkreditlån kræver dog typisk en vis størrelse for at være rentable, så det er primært aktuelt, hvis man ønsker en mellemklasse bil.
Venlig hilsen
Mette Bjarnholt
Seniorøkonom, Presse- og Økonomisk sekretariat
BRFkredit a/s