Laveste antal ejerlejligheder til salg i 11 år
Boligkøberne har fået det sværere på det seneste. Ikke blot har de fået færre boliger at vælge imellem, de må også sande, at den pris, sælgerne forlanger, er steget. Det er konklusionen på netop offentliggjorte tal fra Realkreditrådets boligudbudsstatistik for februar 2015.
Der er blevet længere imellem til-salg skiltene
På nuværende tidspunkt har boligkøberne 54.049 mulige emner at vælger imellem, for så vidt de ikke har en præference for hvor i landet eller i hvilken boligtype, de skal flytte ind i. For én måned siden lå det tal på 54.531 stk. og for ét år siden på 58.075 stk. Det betyder med andre ord, at antallet af til-salg skilte er faldet med 482 den seneste måned og med 4.026 det seneste år. Det må betegnes som et ganske pænt fald tidperioden taget i betragtning.
Laveste antal udbudte parcel- og rækkehuse i 5 år
De færre til-salg skilte vidner om, at den generelle helbredstilstand på boligmarkedet er blevet bedre det seneste år. På markedet for parcel- og rækkehuse skal vi fx tilbage til februar 2010 for at finde et tidspunkt, hvor der var færre huse til salg end nu. Dermed er der tale om det laveste udbud af huse i 5 år, og eftersom der ikke er noget, der tyder på, at køberne har fået mindre lyst til at handle bolig på det seneste, er det et godt tegn. Det vidner nemlig om, at det ikke er mismod blandt boligsælgerne, der presser antallet af til-salg skilte ned, men derimod en bedre balance mellem antallet af danskere, der ønsker at købe og antallet af danskere, der ønsker at sælge.
Optimismen spores også blandt sælgerne ved at de har hævet udbudsprisen på deres bolig med 1,9 pct. det seneste år.
Dermed ikke sagt, at der ikke stadig er steder i landet, hvor husmarkedet fortsat har hvilepuls og hvor udsigten til en topform stadig ligger ganske langt væk.
Laveste antal udbudte lejligheder i 11 år
På nuværende tidspunkt er der 5.902 ejerlejligheder til salg. Det er det laveste antal i næsten 11 år, da vi skal helt tilbage til marts 2004 for at finde et tidspunkt, hvor antallet af udbudte lejligheder var lavere end det er nu. På det tidspunkt var der 5.900 lejligheder til salg, mens antallet lå højere i både månederne inden og månederne efter.
Set med nutidens briller må vi konkludere, at foråret 2004 var kendetegnet ved, at vi stod lige foran en boble. På den baggrund kan man godt frygte, at de seneste måneders vitaminindskud i form af en yderligere faldende rente, og dermed endnu mere fordelagtige lånemuligheder, kan tippe balancen på ejerlejlighedsmarkedet i en usund retning.
For bliver antallet af udbudte lejligheder for pauvert, og kampen om de gode lejligheder for stor, kan det presse nogle købere til at handle i et hurtigere tempo, end det de egentlig er komfortable med. Simpelthen fordi de frygter, at både renten og prisen er højere på et senere tidspunkt.
Det er en begrundet frygt, eftersom det stadig mindre udbud får sælgerne til at blive optimistiske på den pris, de kan få for deres bolig. Det seneste år er udbudspriserne således steget med næsten 11 pct. på landsplan det seneste år, men med ikke mindre end 15 pct. i Københavns Kommune, 14 pct. i Odense og 4 pct. i Aarhus.
Bedste hilsner
Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom, chefanalytiker