FinansBureauet

Lamborghini - kult vin fra Umbrien

Da Ferruccio Lamborghini solgte sin bilfabrik, slog han sig ned som vinbonde. FinansBureauet har besøgt vingården.

Lamborghini - kult vin fra Umbrien

Forventningens glæde er altid den største. For når man forventningsfuldt kører ned ad den lange vej med vinmarker på begge sider, på vej til Lamborghini vingården, og drejer om hjørnet og ser en ucharmerende betongrå bygning, der med lige så stor ret kunne have ligget i Ishøj og huset en døgnkiosk, kan man ikke undgå at blive lidt skuffet.

Forventningerne var på forhånd nemlig skruet op på et højt niveau. Man havde trods alt gjort sit hjemmearbejde og vidste, at vingården havde fungeret som privat hjem for en af de største italienske ikoner i nyere tid, nemlig stifteren af de berømte Lamborghini biler, Ferruccio Lamborghini, i de sidste godt 20 år af hans levetid. Og det var ikke ligefrem sådan, at man havde forestillet sig, at den ukronede konge af sportsvogne havde boet.

Og desillusionen skulle blive endnu større. Dårligt er man ankommet og budt velkommen af den lokale bestyrer på vingården, Margherita Alberati, før enkefruen til Ferruccio Lamborghini ankommer til gården kørende i sin bil. For det er ikke en gul Lamborghini, der svinger rundt om hjørnet, men derimod en gul Fiat Panda. I det hele taget var den eneste Lamborghini vi oplevede under besøget en traktor, der arbejdede i marken på det tilhørende Agricola.

Historien om Lamborghini vin er også historien om storhed og fald for Ferruccio Lamborghini og hans biler. Og historien om datteren Patrizia Lamborghini, hvis evner som vinproducent skulle vise sig langt at overgå sin faders. Ferruccio Lamborghini startede oprindeligt med at producere traktorer tilbage i 1948. Med stor succes. Og det var i 60´erne, at han begyndte at udvikle de så berømte sportsvogne. Med stor succes, også rent kommercielt. Men i starten af 70´erne løb selskabet ind i økonomiske problemer og måtte delvist afhændes. Det blev samtidig startskuddet til Ferruccio Lamborghini karriere som vinproducent. Han købte en landejendom med 100 hektar jord på den sydlige side af Trasimeno søen, med udsigt til den smukke middelalder landsby Panicale, beliggende på grænsen mellem Umbrien og Toscana. En gammel drøm om at blive vinbonde skulle realiseres her. Han pensionerede sig selv fra bilproduktionen og begyndte af transformere landejendommen og de 100 hektar jord til en vingård med et moderne produktionsanlæg. I løbet af de første år plantede han forskellige druesorter. Inspireret af de toskanske pionerer faldt valget, udover de traditionelle Sangiovese og Ciliegiolo, på Merlot og Ca-bernet Sauvignon. Meget usædvanlige sorter på dette tidlige tidspunkt.

Ambitionerne til trods var Ferruccio Lamborghini evner til at producere vin ikke i nærheden af sine evner til at producere biler, og vinene hævede sig aldrig over hverdagsniveauet. Efter et stykke tid tabte han da også lidt af interessen og konverterede i stedet en del af sine vinmarker til en 9 hullers golfbane.

Det var derfor først da datteren Patrizia Lamborghini overtog vin-gården, efter Ferruccio Lamborghini død i 1993, at vinen udviklede sig til den kult vin, den er i dag. Efter at have brugt nogle år på at sætte sig ind i sagerne, tog den 18 årige Patrizia affære. Der blev investeret store summer i nyt udstyr, og mange af markerne blev omplantet. Samtidig hyrede man super-ønologen Riccardo Cotarella som konsulent. Resultatet blev blandt andet, at udbyttet blev drastisk reduceret, for at skabe en intens og eksplosiv vin. Et par år senere kunne man bogstaveligt talt høste frugterne af anstrengelserne, og i 1997 var første årgang af 2 nye vine, Trescone og flagskibet Campoleone en realitet. En amerikansk vinanmelder, ved navn Robert Parker, bad om at få tilsendt et par flasker. Den lokale bestyrer på vingården, Margherita Alberati fortæller, at de på det tidspunkt ikke anede hvem han var. Men det skulle de snart finde ud af. For den dag Robert Parker offentliggjorde sin anmeldelse af den første årgang Campoleone, med en rating på 97, ændrede alt sig. Interessen for Campoleone ganske enkelt eksploderede. Margherita Alberati fortæller, at de simpelthen ikke kunne følge med efterspørgslen. Umbriens første superstar vin var født - den første vin der kunne tage kampen op imod de langt mere kendte supertoskanere fra den rige naboregion. Og den dag i dag regnes Campoleone blandt Italiens absolut bedste vine.

Men finanskrisen er ikke gået ubemærket hen hos Lamborghini. Og hvor efterspørgselen efter Campoleone tidligere var så stor, at den kun kunne købes, hvis man samtidig forpligtigede sig til at aftage en mængde Trescone, er det i dag lige omvendt. Nu kan man ikke få lov til at købe den langt billigere Trescone, hvis man ikke samtidig aftager en hvis mængde Campoleone.

Og hvordan smager vinen så? Den smagte årgang 2004 er en ultra koncentreret næsten sort frugtbombe med en imponerende fylde og intensitet og toner af mokka, røg og læder, der rykker en tilbage i sædet, som var det en Lamborghini Miura der accelererer.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce