Lån en million til 1000 kr. om måneden
Renten fortsætter med at falde, og nu koster det blot 1.000 kr. om måneden at låne en million kr.
Krisen kradser, og frygten for recession og økonomisk hårde tider er stor. Men faktum er, at en ganske stor del af den danske befolkning har økonomisk fordel af den nuværende finansielle krise. For renten falder nemlig i rask tempo, og det betyder store økonomiske besparelser for alle boligejere der har finansieret deres bolig med variabelt forrentede lån.
Det har aldrig været billigere at låne penge i Danmark end netop nu. I alle tilfælde hvis man har friværdi i sin ejendom. Faktisk er det nu muligt blot at betale omkring 1.000 kr. i ydelse om måneden efter skat, hvis man låner en million kr. som et afdragsfrit F1-lån. Ønsker man at afdrage på lånet, koster det i skrivende stund 3.350 kr. om måneden efter skat.
Det står klart nu, hvor landets realkreditinstitutter er i gang med at afholde refinansieringsauktioner for de variabelt forrentede realkreditlån. Nordea Kredit oplyser, at renten ved auktionerne har sat bundrekord med en rente på bare 1,03 procent, her halvvejs i deres auktionsperiode. Knap så heldige har låntagerne hos Realkredit Danmark været. Her er auktionen nu sluttet, og renten på F1 lånet sluttede på 1,24 procent. Sidste år havnede den på 1,52 procent, men da bidragssatsen i mellemtiden er blevet sat op, er besparelsen kun på omkring 75 kroner om måneden. Men vi skal ikke længere tilbage end til 2009, før renten på F1 lån hed 5,2 %. Og i forhold til dengang er der tale om en besparelse på næsten 2350 kr. efter skat pr. måned pr. lånt million kr.