Kraftig stigning i udbuddet af lejligheder
Nye tal fra Finans Danmark bekræfter her til morgen, at lejlighedsmarkedet er inde i en opbremsning. Der er således kommet væsentligt flere lejligheder til salg. København står for over halvdelen af stigningen i udbud af ejerlejligheder i hele landet. Samlet er udbuddet af ejerlejligheder steget 48,9 pct. på årsniveau i København, imens stigningen i hele landet er 26,5 pct. Det store udbud er en konsekvens af flere ting, dels at der er blevet bygget mange nye boliger der er kommet ud på markedet i takt med at de er blevet færdige, dels at det bare generelt er blevet vanskeligere at sælge sin lejlighed. Lejlighedsmarkedet er bremset op som følge af flere ting, hvor perlerækken af regulatoriske tiltag nu gør sin virkning, ligesom at et højt prisniveau og ikke mindst usikkerhed om fremtidig beskatning spiller ind. I modsat retning trækker imidlertid meget lave renter og ikke mindst efter mødet i Den Europæiske Centralbank i går, lave renter så langt øjet rækker.
Det store udbud begynder også at vise sig i liggetiderne. Spændet mellem liggetider for ejerlejligheder i København og hele landet begynder således at snævre ind. Den gennemsnitlige liggetid var 148 dage for en ejerlejlighed i februar, når vi ser på hele landet, imens den var 123 dage i København. Sammenlignet med samme måned i fjor er liggetiden på årsniveau steget 6,5 pct. i hele landet, imens stigningen er 26,8 pct. i København. Vi ser altså tydeligt en opadgående trend på liggetiderne i København. Det vidner om at de mange tiltag rammer relativt hårdere i hovedstaden end andre steder. Det hænger sammen med, at det også især er i København at kvadratmeterpriserne er gået mest op, hvorfor det også er her, at gældssætningen blandt førstegangskøbere har været størst. Dette bekræftes også, når man betragter data vedrørende god skikbekendtgørelsen, hvor realkreditinstitutterne skal indberette tal for, hvor mange lån der har en høj gearing.