Kort deadline til at få styr på nye lejeregler
Den 1. juli 2015 træder en ny lejelov i kraft. Det betyder flere administrative krav til dig som udlejer. Er du ikke opmærksom på dine nye forpligtelser, kan det få økonomiske konsekvenser. Det fortæller ADVODAN
Som privat udlejer bør du sætte dig grundigt ind i lejelovens nye regler og få opdateret dine lejekontrakter. Bruger du By- og Boligministeriets standard lejekontrakt (Typeformular A), skal du sørge for at benytte den nye formular (version 9) efter den 1. juli.
Det fortæller ADVODAN advokat Peter Trinskjær. Han giver dig her overblik over de vigtigste ændringer:
1. Obligatorisk ind- og fraflytningsrapport
Fremover bliver det et krav, at du og din lejer laver et fælles eftersyn af lejemålet både ved indflytning og fraflytning. Derudover skal du udarbejde en skriftlig indflytnings- og fraflytningsrapport, som bl.a. indeholder en gennemgang af lejemålets stand for hvert enkelt rum. Det er altid en god ide at tage billeder fra lejemålet, så du kan dokumentere eventuel misligholdelse.
Sørger du ikke for at lave rapporterne og udlevere en kopi til din lejer, har du ikke mulighed for at kræve, at lejer skal dække udgifterne til istandsættelse ved fraflytning.
2. Nye grænser for istandsættelse
Ifølge de nuværende regler kan du som udlejer skrive ind i lejekontrakten, at et lejemål skal afleveres nyistandsat. Med de nye regler bliver det lavet om, så du kun kan kræve, at lejeren dækker udgifterne til en såkaldt normalistandsættelse. Det vil sige nødvendig hvidtning, maling og tapetsering – inklusiv maling af træ og jern. Du kan også kræve mellemslibning og lakering af gulve, hvis der er behov for det.
Som udlejer skal du påvise, at der er et konkret behov for istandsættelse.
3. Løbende vedligeholdelse
Med de nye regler slås det fast, at det altid er udlejers pligt at stå for vedligeholdelsen af lejemålet.
I større ejendomme skal du som udlejer udarbejde tiårige vedligeholdelsesplaner for blandt andet tag- og facaderenovering. Gør du ikke det, kan du ikke opkræve betaling fra lejer til udvendig vedligeholdelse.
4. Slut med trappeleje
Du har i dag mulighed for at lade huslejen stige med et bestemt beløb hvert år. Det kaldes trappeleje og er en fordel for dig som udlejer, fordi huslejen dermed stiger i takt med, at alle andre priser omkring dig stiger. Når den nye lejelov træder i kraft, er det ikke længere tilladt at benytte trappelejen. Fremover skal du bruge et nettoprisindeks, hvis du vil have huslejen til at stige over tid. Det er nogle mere komplicerede regler, der afhænger af, om du udlejer efter omkostningsbestemt leje.
Hvis du har indgået en lejeaftale med trappeleje inden den 1. juli 2015, så vil den fortsat gælde, også efter de nye regler er trådt i kraft.
5. Opsigelse af lejere
Lejer du en ejerlejlighed ud, gør de nuværende regler det vanskeligt at komme af med en lejer, hvis du ikke selv har boet i lejligheden umiddelbart, inden du lejer den ud. Med de nye regler får du mulighed for at opsige en lejer med et års varsel, hvis du selv skal bruge lejligheden igen. Dermed bliver reglerne de samme, som hvis du vil opsige en lejer i et hus.
6. Billigere forhåndsgodkendelse af huslejen
I dag koster det 3.500 kroner at få Huslejenævnet til at forhåndsvurdere din husleje. Prisen bliver fremover 500 kroner.
7. Udlejning af fritidshus eller sommerhus
Indtil den 1. juli 2015 er dit fritids- og sommerhus omfattet af lejeloven. Herefter dækker lejeloven ikke længere fritidslejemål. Det vil fremover være de regler, som udlejer og lejer selv aftaler indbyrdes, der gælder.
Kilde: ADVODAN