Købesum: Så stort var danskernes boligforbrug i første halvår 2024
En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at danskerne brugte væsentligt flere penge på boligkøb første halvår i år sammenlignet med samme periode sidste år. Stigningen i købesummen skyldes især et mærkbart løft i andet kvartal 2024.
Danskerne købte sammenlagt bolig for den nette sum af 111,4 milliarder kroner i løbet af første halvår 2024.
Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden over den såkaldte købesum, der viser det samlede beløb, der er blevet brugt på boligkøb i en given periode.
Købesummen for første halvår i år overgår beløbet for samme periode sidste år med 13,1 procent, som svarer til omkring 12,9 milliarder kroner til forskel.
”Boligmarkedet var ikke i den bedste tilstand i første halvår sidste år, fordi det var den efterfølgende periode oven på andet halvår 2022, hvor vi jo så en kraftig nedgang i både boligpriserne og handelsaktiviteten som følge af den daværende uro i samfundsøkonomien med høj inflation, energikrise og rentestigninger,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
”Der er dog løbende kommet mere styr på den økonomiske situation, og i dag er vi faktisk et sted, hvor mange danskere har en solid økonomi, som gør, at flere køber bolig og også til højere priser sammenlignet med tidligere. Derfor ser vi også, at købesummen for første halvår i år er noget større, end den var i samme periode sidste år,” tilføjer hun.
Mærkbar stigning i andet kvartal
Det er årets andet kvartal, der udgør det største beløb, når vi splitter købesummen for første halvår i år op i kvartaler.
Således blev der købt bolig for 62,5 milliarder kroner i første kvartal, som er 28 procent mere, end der blev brugt på boligkøb i første kvartal.
Købesummen for andet kvartal i år udmærker sig desuden ved at være det næsthøjeste beløb, der er blevet brugt på boligkøb i andet kvartal sammenlignet med tidligere år – kun overgået af rekordåret 2021.
”Første kvartal i år så vi en mindre nedgang i aktiviteten på boligmarkedet, som i høj grad var en reaktion på overgangen til de nye boligskatter, som netop trådte i kraft ved årets start. Det viste sig dog kun at være en midlertidig og forholdsvis kortvarig reaktion, hvorefter vi igen så prisstigninger og flere bolighandler, som især var kendetegnet i andet kvartal, hvorfor vi faktisk ser et ganske højt boligforbrug i årets andet kvartal,” siger Birgit Daetz og tilføjer:
”Det er da også især i andet kvartal i år, at den forbedrede situation i dansk økonomi er blevet tydeligere. Beskæftigelsen er høj, og mange danskere har fået stigende lønninger, ligesom mange også har forholdsvis store opsparinger. Derudover er renterne faldet i andet kvartal, og i løbet af andet kvartal er der også kommet flere lovende fremtidsprognoser til omkring boligmarkedet udvikling. Alt i alt gør det, at flere gerne vil prioritere at bruge relativt store beløb på at købe drømmeboligen.”
Se udviklingen i købesum her:
Periode |
Købesum |
Årlig ændring (pct.) |
1. kvartal 2024 |
48.846.318.532 |
13,5% |
2. kvartal 2024 |
62.538.514.567 |
12,8% |
Købesum 1. halvår 2024 |
111.384.833.099 |
13,1% |
Tabellen viser den samlede sum, der er blevet købt bolig for, i 1. kvartal 2024, 2. kvartal 2024 samt 1. halvår 2024. Dertil fremgår ændringen i procent, når dette sammenholdes med købesummen fra tilsvarende perioder i 2023 (årlig ændring). Den samlede købesum dækker over salget af boligtyperne villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde, villalejligheder og lystejendomme. Kilde: Boligsiden