Købesum: Så mange milliarder købte danskerne bolig for i første kvartal
En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at danskerne købte bolig for færre penge i første kvartal 2024, end de gjorde i fjerde kvartal 2023.
Danskerne shoppede bolig for 47,7 milliarder kroner i første kvartal af 2024, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.
Det svarer til, at der i gennemsnit blev brugt omkring 2,6 millioner kroner per bolighandel på de lidt over 18.000 boliger, der blev solgt i årets første kvartal.
Og det er mindre, end der blev handlet bolig for i fjerde kvartal 2023.
Her lød købesummen nemlig på lidt over 54 milliarder kroner, som - fordelt ud på antallet af handler - betyder, at der i gennemsnit blev brugt 2,8 millioner kroner per bolighandel i fjerde kvartal 2023.
Således dalede danskernes boligforbrug med 12 procent – svarende til 6,3 milliarder kroner - fra fjerde kvartal sidste år til første kvartal i år.
”Når vi sammenligner med tidligere år, har der oftest været en stigning i købesummen fra fjerde kvartal i et givent år til første kvartal i det nye, efterfølgende år. Og den stigning hænger oftest sammen med, at der som regel bliver handlet flere boliger i første kvartal end i fjerde kvartal,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:
”Men i år har det ændret sig på grund af de nye ændringer i boligskatterne. Særligt de steder i landet, hvor boligskatterne nu er steget som følge af ændringerne, er der sket forskydninger i handelsaktiviteten, fordi mange købte bolig i slutningen af 2023 for at sikre sig en lavere boligskat fra 2024 og fremover. Blandt andet derfor så vi færre solgte boliger i første kvartal i år, end vi måske ellers ville have gjort, og det påvirker naturligvis det samlede beløb, der er blevet købt bolig for.”
Stort fald i Region Hovedstaden
Ser vi på udviklingen i boligforbruget fordelt på landets regioner, er det især i Region Hovedstaden, at forbruget er faldet fra fjerde kvartal sidste år til første kvartal i år.
Således blev der handlet bolig for lidt over 21 milliarder kroner i Region Hovedstaden i årets første kvartal, som er 23 procent mindre, end der blev brugt på boligkøb i fjerde kvartal sidste år.
Også i Region Sjælland og Region Midtjylland er boligforbruget dalet i perioden med henholdsvis seks procent og én procent, mens det er steget i Region Syddanmark og Region Nordjylland med henholdsvis syv procent og to procent.
”Det er især i Region Hovedstaden, at boligskatterne er steget, hvor de i flere tilfælde også er steget ganske betydeligt. Og netop derfor var det også hovedsageligt her, at vi så en stigende handelsaktivitet i slutningen af sidste år, på grund af den daværende mulighed for skatterabat, efterfulgt af væsentligt færre handler i første kvartal i år, nu hvor de forøgede satser for boligskatterne er blevet en realitet. Derfor overrasker det heller ikke, at det også er her, at vi ser det største fald i købesummen.”
Se udviklingen i købesum her:
Region |
Købesum 4. kvt. 2023 |
Købesum 1. kvt. 2024 |
Ændring (pct.) |
Ændring (kr.) |
Region Hovedstaden |
27.356.813.429 |
21.051.761.588 |
-23% |
-6.305.051.841 |
Region Midtjylland |
9.348.109.700 |
9.290.350.461 |
-1% |
-57.759.239 |
Region Nordjylland |
3.325.501.377 |
3.377.926.378 |
2% |
52.425.001 |
Region Sjælland |
7.188.213.529 |
6.722.754.182 |
-6% |
-465.459.347 |
Region Syddanmark |
6.785.220.765 |
7.238.244.348 |
7% |
453.023.583 |
Hele landet |
54.003.858.800 |
47.681.036.957 |
-12% |
-6.322.821.843 |
Tabellen viser det samlede beløb, der blev købt bolig for i landets regioner samt hele landet i fjerde kvartal 2023 samt første kvartal 2024. Dertil fremgår ændringen i procent og kroner, når disse sammenholdes. Beløbet dækker over det samlede salg af boligtyperne villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde, villalejligheder og lystejendomme. Kilde: Boligsiden