Køb sommerhus nu
Går man med planer om at købe et sommerhus, er det nu man skal slå til. For priserne stiger historisk set altid efter påske og frem mod sommeren.
En helt ny opgørelse fra boligsiden.dk over alle sommerhushandler gennemført de seneste tre år viser nemlig, at priserne stiger markant efter påske og frem mod sommerferien.
Så har man planlagt, at foråret skal bruges på at finde det helt perfekte sommerhus, er det værd at intensivere søgningen. Der er nemlig mange penge at spare ved at købe sommerhuset nu frem for at vente til sommer. Faktisk viser helt nye tal fra boligsiden.dk over alle handler med fritidshuse de seneste tre år, at priserne stiger efter påske og topper i sommermånederne.
”Vi har analyseret sommerhushandler i hele landet de seneste år, og der er et tydeligt mønster at spore. Sommerhuspriserne stiger i løbet af foråret for at toppe i sommermånederne. De to sidste år er priserne således toppet i henholdsvis juni eller juli måned,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk
Det er ikke til at sige, om priserne på sommerhuse vil stige efter påske i år. Men kigger man for eksempel bare et år tilbage, steg den gennemsnitlige pris med hele 11 pct. fra maj til juni.
”Hvis man kigger på prisudviklingen på sommerhuse de seneste år, er der altså en reel risiko – set med købers øjne – for, at priserne også i år vil stige i løbet af foråret. Og det bør man nok tage med i sine overvejelser, hvis man har besluttet sig for, at familien skal have sommerhus inden for en overskuelig fremtid,” lyder anbefalingen fra Birgit Daetz.