Køb nu: Skattereformen forgylder solceller
Som konsekvens af skattereformen bliver det nu endnu mere attraktivt at investere i et solcelleanlæg
Har du ikke allerede investeret i et solcelleanlæg, skulle du måske overveje at gøre det netop nu. Som konsekvens af den seneste skattereform, bliver det nemlig nu endnu mere attraktivt med en sådan investering.
I forvejen har det været ganske attraktivt at investere i solcelleanlæg. Ikke alene har strøm produceret af solcelleanlæg været afgiftsfritaget - man har også kunnet trække etableringsudgiften fra på selvangivelsen, ved hjælp af virksomhedsskatteordningen.
Men som led i skattereformen er det besluttet, at man i resten af 2012 og i hele 2013 kan trække hele 115 % af etableringsafgiften fra. Investerer man 100.000 kr., får man altså et fradrag på 115.000 kr. For et typisk anlæg til en pris af 120.000 kr., betyder det, at værdien af fradraget i kroner og ører stiger med omkring 17.500 kr.
Synes man, det er for besværligt (eller for dyrt i revisorudgifter) at benytte virksomhedsskatteordningen, har man stadig mulighed for at vælge den såkaldte skematiske model, som også er ganske attraktiv i disse år, da man ved at kombinere med boligjobplanen, som er blevet forlænget til også at omfatte 2012, har mulighed for at få fradrag for håndværkerlønninger på op til 15.000 kr. for hver person i husstanden over 18 år.
Så alt i alt har det aldrig været mere attraktivt at investere i et solcelleanlæg end netop nu, og et typisk anlæg vil have tjent sig selv hjem i løbet af 8-9 år.