FinansBureauet

Køb et grønt hus: Her er flest til salg med gode energimærker

Er du på jagt efter et hus med et af de bedste energimærker, er det langt fra ligegyldigt, hvor du søger. Andelen af huse til salg med gode energimærker er nemlig højest i og omkring landets største byer.

Du sidder på Boligsiden og browser huse igennem. Et er for småt, et andet ligger forkert, et tredje koster for meget og et fjerde har det forkerte energimærke.

Virkeligheden for landets mange boligsøgende er, at de har mange krav til deres kommende hus. Rigtig mange. Et af de krav der er kommet til de seneste år er netop det fjerde: At det ikke er ligegyldigt, hvilket energimærke, huset har.

”Vi ved fra en tidligere undersøgelse blandt de boligsøgende, at halvdelen af alle køberne skeler til energimærket, når de kigger på bolig. På den måde kan du sige, at kompromiset mellem størrelse, beliggenhed og pris nu har fået en fjerde dimension. Køberne er ganske enkelt blevet mere opmærksomme på husets forbrug og på dets belastning af klimaet. Energiregnskabet er bare blevet en vigtig faktor i mange bolighandler,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Andelen af gode energimærker er størst i de store byer

Er du én af de købere, der har øje for energimærket, når du kigger på bolig, vil Danmarkskortet nedenfor være til hjælp for dig. Her kan du nemlig for alle kommuner se, hvor stor en andel af alle huse til salg, der har et af de bedste energimærker (A-D).

Fællesnævneren for oversigten er, at andelen er højest i landets fire største byer og i nogle af omegnskommunerne til København. Det er således først på 14. og 17. pladsen på listen, at Fredericia og Herning sniger sig ind med andele på henholdsvis 80,4 0g 79,9 procent.

”Bykommunerne og kommunerne omkring København er attraktive områder, der tiltrækker købere, der måske kommer fra en lejlighed i byen. De har ofte et behov for at renovere boligen, og mange af dem kigger måske energimærkningsrapporten igennem og fikser de rentable energiforbedringer samtidig med, at de af idealistiske grunde skifter de gamle, utætte vinduer,” siger Birgit Daetz og fortsætter:

”Alt andet lige er det også i og omkring byerne, at der er størst sandsynlighed for at få investeringen i energiforbedringer tilbage i form af prisstigninger, når huset skal sælges igen.”

I den anden ende af listen ligger ø-kommunerne Læsø, Langeland, Samsø og Ærø, der er de eneste, hvor andelen af huse til salg med gode energimærker understiger 50 procent.

Når du vil forbedre dit energimærke

Fra den tidligere undersøgelse, som Birgit Daetz refererede til i starten, ved vi også, at det for nogle købere er afgørende at finde et hus, der kan forbedres. Altså at købe et såkaldt håndværkertilbud.

Her er det oplagt at gå efter de dårligste energimærker (E-G) for netop at finde noget, der kan bygges op mere eller mindre forfra, så køberne på den måde kan få huset, som de vil have det.

”Er du en af dem, der går efter et håndværkertilbud, kan du med fordel kigge på Danmarkskortet herunder og forbedre din chance for at finde noget, der er renoveringsparat i det omfang, du ønsker. Når du har fundet et hus, der er interessant, så kig i energimærkningsrapporten og få et overblik over, hvad der kan betale sig at lave ud fra et energimæssigt synspunkt. Tænk det så ind i din samlede renoveringsplan, og husk desuden at gøre brug af håndværkerfradraget og bygningspuljen, der kan gøre det lidt billigere for dig at renovere,” siger Birgit Daetz.

Læs om håndværkerfradraget og Bygningspuljen og se, hvordan du søger

ANNONCE
Foto: Boligsiden - Køb et grønt hus: Her er flest til salg med gode energimærker Foto: Boligsiden
Del

Seneste nyt

Annonce