Kassekredit bedre end flekslån
Danmark har verdens laveste flekslånsrenter. Men ikke desto mindre kan det i visse tilfælde alligevel bedre betale sig at låne via en kassekredit
Det er mere end almindeligt svært at konkurrere med de nuværende lave danske renter på flekslån. Men det er faktisk i visse tilfælde muligt. Og endda i form af en kassekredit, som ellers normalt ikke ligefrem er kendt for den lave rente.
Men bl.a. hos BRFkredit og Jyske Bank finder man nogle såkaldte boligkassekreditter på hylden til meget attraktive renter. Hos BRFkredit hedder produktet Boligkredit. Herigennem har man mulighed for at få en kassekredit med sikkerhed i sin faste ejendom med en variabel rente på helt ned til 1,68 procent. Og det placerer BRFKredit blandt landets ubetinget billigste udbydere af boligkassekreditter.
Renten er dog stadig højere end renten på et F1 flekslån. Men i visse tilfælde vil det alligevel bedre kunne betale sig at optage et lån som en boligkassekredit. Boligkassekreditten har nemlig den store fordel, i forhold til et almindeligt realkreditlån, at man kun betaler rente af det beløb, man trækker på kreditten. Og hvis låntageren eksempelvis er selvstændig og har svingende indkomst fra en detailhandelsvirksomhed, hvor der akkumuleres likviditet i form af bl.a. salgsmoms og indeholdt personskat, kan låntageren udnytte boligkredittens kassekredit egenskaber. Og dermed vil låntageren samlet set kun komme til at betale renter af et mindre beløb, end låntageren ellers ville, hvis der var optaget et traditionelt realkreditlån.
Om flekslånet eller boligkassekreditten bedst kan betale sig, bliver derfor et spørgsmål om, hvornår den højere rente på kreditten udlignes af det lavere gennemsnitlige lånebeløb. Beregninger, som BRFkredit har lavet til FinansBureauet, viser, at ved en lånesum på 1 mio kr., vil boligkassekreditten bedst kunne betale sig, hvis låntageren i gennemsnit over året nedbringer kredittrækket på boligkreditten med 415.359,46.