FinansBureauet

Jannik Olander - Sådan får du succes i USA

Jannik Olander sagde farvel til janteloven i Danmark for at prøve lykken i USA. Hans første projekt blev en fiasko og kostede ham mange penge, men gjorde ham rig på erfaringer. Erfaringer der var et afgørende parameter for, at han fik succes med sit næste projekt. Jannik Olander deler her ud af sine erfaringer og giver læserne sine bedste tips til at få succes i USA

Jannik Olander - Sådan får du succes i USA

Vi skruer tiden tilbage til sommeren 2009. Det er halvandet år siden Jannik Olander har vinket farvel til janteloven i Danmark for at prøve lykken i USA, med base i Hollywood. Efter at have prøvet kræfter med mode- og tøjbranchen i Danmark og Tyskland i mange år, er han blevet træt af danskernes misundelse og mindreværdskomplekser. Med penge på lommen, fra salg af sin t-shirt virksomhed, har han kastet sig over udgiverbranchen. Men det er langt fra gået som forventet. Ganske vist er det mod alle odds lykkedes ham, at få en række af USA´s førende hoteller til at distribuere sit eksklusive gratis magasin SkyBlue Magazine. Men det har vist sig langt sværere at sælge annoncer til magasinet end forudset. Og efter to udgivelser er pengetanken ved at være tom og magasinprojektet må droppes. "Det var ikke en særlig smart investering", erkender Jannik. "Alle medier var på vej væk fra print, og ville hellere bruge pengene på at annoncere på nettet. Så jeg tabte det meste af min opsparing og fik mig en alvorlig lærestreg. Men jeg gjorde mig også en masse erfaringer, som er kommet mig til gode siden hen".

Jannik´s amerikanske drøm er nu alvorligt i fare. Og det mislykkede eventyr har også kostet på privatfronten. Han beslutter sig derfor for at rejse til Østen og samle tankerne. Her løber han ind i en shaman ved navn Nialaya, som kommer til at få afgørende betydning for både hans liv og karriere. "Han fortæller mig, at min nedtur skyldtes, at jeg havde for meget fart på. Han lærer mig ikke at jagte guldet for enden af regnbuen så målrettet, men at nyde rejsen dertil noget mere", fortæller Jannik. Som led i sin sjæleransagelse sætter shamanen ham til at rense sten, der skulle bruges til spirituelle smykker, for at trække de dårlige energier ud. Og Jannik mærker på sin egen krop, hvordan stenene giver ham en indre ro.

Han begynder derfor selv at lave smykker af stenene, til eget brug. Smykker som bliver bemærket af omgangskredsen, efter han returnerer til Los Angeles. "Flere spurgte mig hvor de kunne købe smykkerne. Jeg besluttede mig derfor for at lave nogle få armbånd, for at se om de kunne sælges", forklarer Jannik. Han finder en butik på Rodeo Drive i Hollywood, der indvilger i at prøve at sælge smykkerne, som han opkalder efter sin shaman. Og resten er historie. Smykkerne bliver udsolgt på ingen tid, og butikken må lave en venteliste til folk.

Og da den berømte rapper P. Diddy´s kæreste ved et tilfælde køber to armbånd til P. Diddy, nærmest eksploderer efterspørgslen. P. Diddy køber nogle flere armbånd og introducerer dem blandt andet til ejeren af pladeselskabet Interscope, Jimmy Iovine, som så igen introducerede smykkerne til andre kendisser. Og dermed var ringene i vandet startet, og i dag tæller listen over celebrities der går med Nialaya smykker langt over 100. Det har hjulpet til med, at Nialaya på rekordtid er blevet placeret på verdenskortet. Og det endda uden det store reklamebudget. "Vi havde ikke penge til de store kampagner, men har blandt andet forstået værdien af branding gennem celebrities og værdien af social media. Og idag har vi eksempelvis mere end 25.000 likes på vores facebook side", fortæller Jannik Olander. Virksomheden er i dag vokset til at have 15 ansatte. Smykkerne, der for-uden armbånd bl.a. også omfatter halskæder, ringe og øreringe, sælges gennem mere end 100 eksklusive butikker verden over i 19 lande. Og som det seneste nye kan smykkerne nu også købes online på www.nialaya.com, ligesom Nialaya nu rykker ind i en egen butik på Melrose Avenue i L.A. I øvrigt med designmøbler af Wegner og Arne Jacobsen og kunst på væggene af Bjørn Agertved, for Jannik Olander lægger ikke skjul på sine danske rødder trods sin store succes i USA.

Men vejen til succes har ikke været uden bump. Undervejs i processen blev han sagsøgt af smykkeproducenten Shamballa, der mente at Jannik havde ladet sig lige lovligt meget inspirere af nogle af deres smykkedesigns. Og en spansk forhandler forsøgte at afpresse ham 700.000 kr. for ikke at gå til pressen med, at der ved en fejl ikke havde været den deklarerede mængde sølv i et parti smykker. " Når man stikker næsen frem, risikerer man nu engang at få nogen over snuden. Men det er en pris, man må være parat til at betale, når man vil forfølge sine drømme og bekæmpe janteloven", fortæller Jannik Olander

1: Set your goal

Det første man skal gøre, når man vil "make it" i USA er at sætte sine mål og så tænke over, hvor langt man vil gå for at nå dem. Jeg havde en god og tryg tilværelse i Danmark og gik og hyggede mig. Men alt var også begyndt at blive kedeligt, småt og forudsigeligt. Samtidig havde jeg en drøm om at prøve at bo i Californien en dag og være iværksætter på amerikansk. Jeg besluttede mig derfor for at flytte herover, med det formål at starte et magasin. Jeg havde aldrig prøvet det før, men havde fået en god idé fra et par af mine venner i USA, som udgav blade med stor succes. Men selv om jeg fik en masse hjælp og support fra mine venner, var det bare slet ikke mig. Projektet blev aldrig en succes, og endte med at koste mig stort set hele min opsparede startkapital. Og at have 0 kroner på kontoen i USA er ikke det samme som i Danmark. Med over 30 millioner arbejdsløse er der hård konkurrence, og det er ikke sjovt at bo i USA, hvis man ikke har penge. Her står man virkelig og kigger i afgrunden.

Men det hjælper ikke at hænge med hovedet, når man står i lort til halsen. Og erfaringerne med magasinet lærte mig, at skal man have succes, skal man sætte ALT ind på det. Og jeg mener virkelig ALT. Jeg vidste med mig selv, jeg var parat til at ofre "whatever it takes"...kæreste, tryghed og materielle goder om nødvendigt. Jeg satte derfor ALT ind på Nialaya og gik "ALL IN". Jeg arbejdede ikke med en plan B, men kun efter en plan A. Alt andet bliver undskyldninger og bortforklaringer af hvorfor tingene ikke lykkedes. Og det lykkedes !!!

2: Glem ALT om Janteloven

Man kan ligeså godt droppe at forklare amerikanere om den. De forstår den simpelthen ikke og er også ligeglade. Hvis man skal sætte rigtigt fra og kunne konkurrere i det benhårde marked som det amerikanske, skal man virkeligt tro på sig selv. Man skal ikke være bange for at vise omverdenen at man tror på sig selv og man brænder for det man laver. I USA er der millioner af små iværksættere og kulturen er helt anderledes. Man supporter og nærmest skamroser hinanden ret meget. Det skal man lige vænne sig til. Jeg var i forvejen ikke særligt ramt af janteloven og har igennem årene tvunget mig til ikke at leve efter den. Det tog mig dog lige lidt tid at "afklimatisere" 100 % og helt glemme janteloven og få den ud af systemet. I dag har jeg intet problem med at folk (skam) roser. Jeg gør det selv så meget som muligt. Det er fedt at kunne løfte andre og hinanden, det er jo tit det man har brug for, når man knokler hårdt.

3: Network - men opad....

Uanset hvor i verden du er eller hvad du laver, så er der en ting som altid er vigtigt. Dit netværk. Det gælder i den grad også i USA. Der er så mange om buddet og så mange talentfulde mennesker, man skal konkurrere mod og med hver dag. Derfor gælder det om at have de rigtige kontakter, som kan hjælpe dig til at til at få succes. Mød mennesker som du synes er spændende eller dygtige indenfor dit felt, eller som er hvor du gerne VIL være en dag. Lær dem at kende på en lidt mere end bare den overfladiske måde. Forsøg at finde et eller andet I har tilfælles og gå efter det. Byg på forholdet og når tilliden er der, kan man spørge om hjælp eller hvad det måtte være. Det er vigtigt at have noget at give igen og noget at byde ind med. Det kunne eksempelvis være sit eget gode netværk som man langsomt opbygger og langsomt gør mere solidt. Du netværker jo ikke udspekuleret eller med en skjult dagsorden. Du netværker fordi du gerne vil møde en masse spændende, inspirerende mennesker, som kan berige dig med viden og input og sjove oplevelser. Folk som kan give dig noget, og hvor du kan give dem noget, og som man både lærer af og kan have det sjovt med. Det hedder social skills og er noget vi alle har i mere eller mindre grad. Og noget man kan arbejde på at blive bedre til. Det som er fedt i USA i forhold til Danmark er, at folk her gerne deler ud af deres netværk. Man bytter kontakter og trader simpelthen numre og personer som kan være behjælpsomme og vigtige for hinanden. Det foregår i et tempo og på en måde, som er helt anderledes end i Danmark, hvor folk desværre "passer på deres kontakter" og holder dem tæt til kroppen som noget yderst værdifuldt. Som om det kunne skade at give dem fra sig. Det er helt forkert, som jeg ser det. Jeg havde i forvejen et stort netværk i hele EU, som jeg har bygget op gennem årene gennem rejser, venner og mine tidligere selskaber. Uden dem var jeg ikke komet så langt med Nialaya. Jeg forsøger altid at hjælpe andre og der var masser der skyldte mig små tjenester rundt omkring. Så jeg fik og får stadig masser af hjælp til at blive sat sammen med kunder, distributører etc, som jeg idag kan bruge til at bygge Nialaya.

4: Tro på dig selv

Uanset hvad der måtte komme. Uanset hvad der er af modgang, og selv når det hele ser værst ud så skal man holde den kørende og blive ved med at fighte. Jeg har selv været igennem de vildeste ting. Været helt nede og oppe igen. Også efter jeg flyttede til USA. Folk der anklagede mig for at kopiere deres produkter, venner som brokkede sig over dit og dat. Folk der svinede mig til, andre som simpelthen syntes jeg bare "er / var for meget". Retssager baseret på luft, bluff og personlige issues og alt muligt fnidder. Men jeg har slået hårdt tilbage og er blevet ved med at tro på mig selv og mine rettigheder hele vejen. Og det er kommet mig meget til gode.

Jeg har altid haft en klar holdning til den slags: "Man skal skære ukrudtet op ved roden". Drop det, fokus på business og videre i livet. Det er svært at give den fuld gas med foretningen, vokse kraftigt og fokusere på sin lille iværksætter virsomhed, hvis man tillader sig selv at fnidre for meget rundt med andre folks problemer og issues. Det er jo som regel fordi folk keder sig, ikke rigtigt har noget spændende i deres eget liv, eller bare fordi de selv (bevidst eller ubevidst) drømmer om at leve det liv du tør leve. Fokuser på det vigtige i livet og lad tøsedrengene tude mens du rykker igennem med din business.

5: NO fear

Vær frygtløs og tør at tage chancer. Overvej hele tiden hvad dit næste træk skal være. Tænk dig grundigt om og tag så skridtet - og tag det all the way. Der er masser af ting, man som iværksætter hele tiden skal tage stilling til. Og selvom det løber en koldt ned af ryggen, så skal man turde tage stilling til de store ting og tage skridtet og satse hele tiden. Hvis man ikke satser, når man jo aldrig nogen steder. Når først man hele tiden, i alt hvad man laver, lever ud fra et "NO Fear" princip, er der jo ikke noget som kan ramme en. Hvad er det værste der kan gå galt, kan man altid spørge sig selv. Og hvor galt kan det egentligt gå. Og hvis det går galt, så er det da bare op på hesten igen...

6: Be yourself, everybody else is already taken...

Vær dig selv hele vejen. Stå ved dine principper (som godt kan ændre sig gennem livet - gudskelov). Hav integritet overfor dig selv og overfor andre. Husk at kunne sige nej og stå ved dine meninger uanset, hvor tossede de måtte lyde nogen gange. Hvis du ejer din egen forretning, vil du altid møde folk, som har en mening om den eller hvad du kan gøre bedre, eller hvad de kan gøre for dig etc etc. Det er fint, men vær ærlig overfor dig selv og vær ærlig overfor andre uanset hvad. Det er OK at være anderledes, det betyder jo netop, at du tør skille dig ud og at folk bedre kan huske dig. Hvem gider ligne alle de andre anyways....

7: Hold Fokus

I en millionby som Los Angeles er der fester og events hver aften ugens 7 dage. Der er hele tiden en ny klub der åbner, eller en butik som fejrer deres nye kollektion, eller en helt ukendt person holder fødselsdag som du nu er inviteret til gennem en eller anden ligegyldig promotor etc. etc. etc. Jeg har set alt for mange eksempler på folk, som flytter til US for at "make it", men som ikke rigtigt kommer nogen steder med det de ville. De går i byen og vælter rundt til alle mulige overfladiske fester med folk, som de alligevel ikke kan bruge til noget. Der går så meget talent tabt på den måde. Overvej nøje hvem der er vigtig at møde, og hvem du vil bruge din tid på. Din tid er vigtig. Hold alt drama væk, hold alt støj ude og tag en pause fra nattelivet og ligegyldige arrangementer og hold 120 % fokus på din forretning. Hvis du har et vigtigt møde, eller du ikke er færdig med det du skulle nå, så bliver du på kontoret eller hjemme og laver det færdigt. Husk: Business first. Hvis du jager to kaniner, forsvinder begge.

8: Work Hard

"When work commitment, and pleasure all become one and you reach that deep well where passion lives, nothing is impossible." Som i punkt 1: Work hard and be ready to do whatever it takes. Der skal slides og knokles igennem og slides igen og knokles igen… Men hvis man virkeligt elsker det man laver, så føles det jo aldrig som arbejde. Derfor er det vigtigt, at man virkelig brænder for det man laver. Man ender jo med at bruge det meste af sit voksenliv på sit arbejde som selvstændig, så uanset hvad det måtte være man kaster sig ud i, så skal den have ALT hvad man kan give. Det kan betyde, at du skal arbejde i måske 12 eller 24 måneder straight, inden du kan tage en fridag eller slappe lidt af. Men so what? Hvis det er hvad der kræves, for at man når sine mål og hvis man har det super sjovt samtidigt, så er det svært at gøre op i arbejde. For mig har de sidste 2 år betydet at, jeg altid er på arbejde. Når andre sover, spiser, går i byen, til frisøren, klipper hæk eller holder ferie, så arbejder jeg. Det er forskellen på at "make it" og på at prøve på at "make it"...

9: TEAM work

Første klasses mennesker ansætter første klasses mennesker. Anden klasses mennesker ansætter tredje klasses mennesker. Sammensæt et TEAM af dygtige dedikerede medarbejdere, som du kan stole på. Man kan ikke gøre alt alene. Det handler om at uddelegere og turde afgive ansvar og dele ansvarsområderne op, så alle ved, hvad de skal lave, så der hele tiden arbejdes, mens man har tid til selv at tænke de "store tanker" og og tage de store beslutninger.

Jeg har det bedste team af dygtige medarbejdere. Alle er dygtige til noget, og det er netop min opgave at hjælpe dem med at udnytte deres fulde potentiale, indenfor de rammer der er sat. Jeg var aldrig kommet så langt, hvis jeg ikke havde ansat de rigtige mennesker. Det handler meget om at kende sine egne svagheder, og dem har jeg en del af. Så de ting som jeg slet ikke gider rode med, eller som jeg ved jeg er svag til, dem ansætter jeg folk til. Jeg ansætter og arbejder kun med folk, jeg kan mærke har geisten og engagementet som jeg selv. Ikke kun mine tætte ansatte, men også mine distributører rundt i hele verden.

Vi har ca. 20 distributører som jeg har en god følelse med, og som jeg også godt kan lide som mennesker og holder af at bruge tid på. Jeg skal kunne arbejde med dem og skal kunne føle deres engagement, og de skal kunne "føle" mig og mit brand. Jeg har eksempelvis tidligere været tæt på at starte et land op med en pige i London, som jeg meget hurtigt fandt ud af slet ikke passede til mit temperament. Hendes ambitioner var alt, alt for lave. Hun laver idag sine egne smykker (som er rigtig fine), men i sit eget tempo, i sin verden og med sine ambitioner som passer til hendes temperament. Jeg vil hellere droppe et samarbejde meget hurtigt end at skulle starte noget op med nogen som jeg ved, ville blive frustrerede over min meget direkte facon, store forventninger til mig selv og min omverden. Jeg respekterer jo selvfølgelig folk som rykker i snegle tempo og vil hygge sig med at knytte armbånd med deres veninder, men så skal de bare ikke arbejde med mig...

10: Dream BIG...(or go home)...

I USA er ALT muligt og intet er umuligt. Der er ikke noget loft over dine drømme. Ikke nogen der hakker ned eller siger "slap nu lidt af". Amerikanerne ELSKER fightere og folk der brænder for noget. Og de elsker specielt dem som det lykkes for. Selvom det har været en rejse med ekstremt hårdt slid, og evige arbejdsuger på 100 timer så er det en stor drøm, der er gået i opfyldelse, og netop det som jeg kom til USA for. Det er den bedste følelse og den største tilfredsstillelse man kan give sig selv. Og jeg er slet ikke færdig med at drømme. Jeg har store ambitioner med Nialaya, og vi er først lige startet. I denne måned åbner vi en af de største og den fedeste smykkebutik i L.A. på den verdenskendte shoppinggade Melrose Avenue. Jeg tar Nialaya til næste niveau og det kommer til at sætte nye standarder for vores (og andres) brand og butikker. Så drøm, og drøm stort. Hvis jeg kan få mine drømme til at gå i opfyldelse, kan andre også. The Sky is not the limit, it is just the View

 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce