Jaguar og Utzon Center i nyt samarbejde
Jaguar og Utzon Center indgår nyt, innovativt samarbejde og tager på rundtur i Danmark for at finde svaret på et af de spørgsmål, som Jørn Utzon dedikerede sit liv til hvad er god arkitektur?
I december 1962 købte Jørn Utzon en ny bil. Det var en Jaguar MK10. Den danske Jaguarforhandler havde styr på sine kunder, så Jørn Utzons handel blev skrevet ind i forretningens vognbog med en blå kuglepen. Men i marginen er der tilføjet et lille notat: ”Rejst med vognen”.
Jørn Utzons spørgsmål
Utzon var på vej til Australien for at bygge det, som senere blev til en af de mest ikoniske og genkendelige bygninger på kloden. Operahuset i Sydney blev en milepæl for arkitekturen i det 21. århundrede.
På samme måde har Jaguar skabt nogle af bilhistoriens største klassikere.
I flere årtier har Jaguar stået bag en lang række af modeller, hvor design og formgivning har gjort dem til klassikere og kulturelle ikoner.
Og selvfølgelig havde Jørn Utzon øje for Jaguars værdier, da han den dag i begyndelsen af 1960erne besluttede sig for at køre Jag.
Derfor er det også kun passende, at Jaguar og Utzon Center i de næste seks måneder går sammen for at finde svaret på et spørgsmål, som Jørn Utzon dedikerede sit liv til. Hvad er god arkitektur?
For hvorfor er der noget design og nogle bygninger, der som Operahuset i Sydney bliver tidløse og brænder sig fast i vores hukommelser. Jørn Utzons arkitektur handler først og fremmest om mennesker. Han skabte til og for mennesker. Ikke for at imponere med arkitektoniske monumenter.
Og det er dén gode arkitektur, som Jaguar og Utzon Center i det næste halve år vil køre rundt i Danmark for at finde. Med Jørns tankegang og tilgang til arkitektur på bagsædet.
Køreturen rundt i Danmark foregår i en Jaguar I-PACE – Jaguars fuldt elektriske SUV, som ironisk nok blandt andet her er fotograferet på en tankstation. Men ikke en hvilken som helst tankstation – en Jørn Utzon tegnet tankstation beliggende i Herning.
Tankstationen er ikke et af Utzons største mesterværker. Det er selvfølgelig Operahuset i Sydney. Men selv på den ydmyge bygning i Herning kan man se de elementer, som går igen i mange af Utzons andre bygninger.
For eksempel bølgerne på det kantede tag og det blotlagte beton, som man kan se på byggeriet fra 1986.
Men det er også en form for mesterværk, at Utzon kan tage en tankstation, der normalt er en parantes i byrummet og nærmest usynlig i vores hverdag, og alligevel få den til at skille sig ud.
Men hvor teknologien forandrer sig, så benzin og diesel bliver skiftet ud med el, så er der design og arkitektur, som ikke ældes. Det bliver ved med at tale til os og bliver klassikere. For eksempel Jaguars biler. Og Utzons design.
Så besøg tankstationen næste gang, at du er i Herning – uanset om du kører på benzin, diesel eller el og kig op. Se detaljerne og mærk Utzon.
Man kan allerede nu følge turen på Utzon Centers Instagram-og Facebook side. Udover en række events i 2020 kommer der til januar den første af to kortfilm om turen, designet og manden bag.