FinansBureauet

Investeringsforeningerne vinder frem

Private investorer opgiver, at investere på egen hånd og overlader det til investeringsforeninger, viser analyse fra Nykredit

Investeringsforeningerne vinder frem
Investeringsforeningerne har vind i sejlene. I februar købte danske investorer investeringsforeningsbeviser for i alt 1,9 mia. kr., og siden 2009 har private investorer placeret i alt 64 mia. kr. i investeringsforeninger, mens 24 mia. kr. er forsvundet ud af de private investorers porteføljer. De har støt og roligt solgt ud af deres beholdninger af aktier.

Køb og salg af aktier, der op til finanskrisen udviklede sig til en dansk folkesport, er i dag blevet i stigende grad blevet en professionel affære, et domæne for analytikere og eksperter.

- De sidste år har generelt givet store afkast på aktiemarkedet, men det har ikke været nok til at vende udviklingen og lokke de private investorer tilbage på banen. De fortsætter med at vælge investeringsforeninger frem for investering på egen hånd, sandsynligvis fordi de brændte fingrene på finanskrisen eller, fordi de er blevet skræmt af de mange store udsving på markederne, siger forbrugerøkonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen.

Ved at vælge investeringsforeninger frem for at investere på egen hånd opnår den private investor større sikkerhed og forudsigelighed. Den private investors største last er nemlig at lade følelser spille ind på afgørelser om køb og salg, og studier peger på, at de dermed kommer til at købe og sælge på uheldige tidspunkter. Med en investeringsforening får investor hjælp til at lægge et mål og fastholde en strategi, hvilket typisk resulterer i et bedre langsigtet afkast.

- Ved at investere via en investeringsforening får investor spredt sin risiko ud på flere papirer, end han typisk ville have haft mulighed for på egen hånd. Dermed reduceres risikoen. Mange har måske haft dårlige erfaringer med at investere på egen hånd, og derfor ser vi nu denne tendens, at man vælger at lade professionelle stå for investeringen frem for at gøre det selv, siger Johan Juul-Jensen.

Investorernes ønske om at reducere risikoen fremgår også af deres valg af investeringsforeninger. Der er nemlig fortrinsvis foreninger med store obligationsandele, der vinder frem, hvilket også typisk er de foreninger, der har den laveste risiko.

Den stigende professionalisering af aktiehandlen med færre småsparere og flere institutionelle investorer, burde alt andet lige reducere udsvingene på markedet, fordi strategierne bliver mere fasttømrede, og markedet bliver mindre påvirket af følelser, psykologi og flokmentalitet. Det er dog for tidligt at vurdere, om det også faktisk har været tilfældet, vurderer Johan Juul-Jensen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce