FinansBureauet

Industrien dominerer kåring af de mest succesfulde virksomheder i Danmark

Spar Nord og BDO har igen i år analyseret næsten 400.000 regnskaber for de seneste fem år med henblik på at identificere de 1.000 mest succesfulde virksomheder fordelt på landets fem regioner målt på en række finansielle parametre. Det sker som et led i erhvervsprisen ’Succesvirksomhed 2020’, der anerkender virksomheder, som har formået at skabe overlegen og kontinuerlig vækst over en længere periode.

Ifølge analysen beskæftiger næsten hver fjerde succesvirksomhed sig med produktion. Det gør industrien sammen med handelssektoren til den bedst repræsenterede branche blandt landets mest succesfulde virksomheder.

- De seneste års højkonjunktur har smittet positivt af på industrisektoren, som er under stor påvirkning af makroøkonomiske forhold både herhjemme og uden for landets grænser. Derfor har særligt handelskrigen mellem USA og Kina, Brexit og senest coronapandemien givet anledning til dybe panderynker hos industrivirksomhederne. Sektorens mest succesfulde virksomheder har dog ifølge vores analyse vist sig at være yderst robuste og fortsat med at afsætte varer til kunder i ind- og udland på trods af uroen, siger Jens Nyholm fra Spar Nord og fortsætter:

- De danske eksportmarkeder var delvist beskyttet under den europæiske gældskrise fra 2010 til 2012, idet de fem største eksportmarkeder styrede fri af de værste konsekvenser af kriserne i Sydeuropa. Siden 2013 har den europæiske vækst været høj, men har kæmpet for at holde kadencen efter 2018 på grund af krisen i den tyske bilindustri, globale handelskrig og Brexit. Til al held for Danmark er eksporten til USA – som følge af massiv vækst ovenpå markante amerikanske skattelettelser fra 2018 – steget i netop den periode og udgør nu for første gang nogensinde stort set samme andel af dansk eksport som Tyskland.

Anders Schweitz Jensen, der er partner og statsautoriseret revisor i BDO tilføjer, at industrien også ser ud til at klare sig igennem den nuværende krise med skindet på næsen:

- Særligt eksporten har lidt et knæk som følge af coronavirussen. Eksempelvis er den samlede eksport til Tyskland, som er et af vores største eksportmarkeder, faldet med 20 procent i 2020, og det går også udover de danske industrivirksomheder. De seneste års uro har dog vist, at de mest succesfulde virksomheder er solide og kan håndtere modgang, og det giver grund til optimisme.

Metal- og maskinindustrien udmærker sig særligt positivt i årets måling og udgør mere end 40 procent af industrisektorens mest succesfulde virksomheder. Det skyldes ifølge Anders Schweitz Jensen en høj specialiseringsgrad blandt branchens succesvirksomheder:

- Det er en typisk strategi hos danske produktionsvirksomheder, hvor man identificerer en niche i et større marked, som man så sætter sig tungt på ved at udvikle meget specialiserede løsninger af høj kvalitet. Det kan nemlig være svært at konkurrere med større lande på eksempelvis priser, men på kvalitet og innovation kan vi i Danmark udmærke os qua vores høje uddannelsesniveau.

Fakta om ”Succesvirksomhed 2020”

Spar Nord og BDO stiftede i 2019 ”Succesvirksomhed” som er en erhvervspris, der anerkender de danske små og mellemstore virksomheder med 10-999 ansatte. Succesvirksomhederne kvalificerer sig på baggrund af antal ansatte og vurderes ud fra performance på følgende parametre:

  • Vækst i resultat før skat de seneste fem år
  • Soliditetsgrad (skal være mindst 15%) i det seneste regnskabsår
  • Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
  • Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag

Virksomhederne bliver for hvert kriterie tildelt point, alt efter hvor godt de klarer sig. Det er det samlede antal point, der afgør, om en virksomhed bliver en del af de i alt 1.000 succesvirksomheder.

Fonde, finansielle holdingselskaber, udenlandske datterselskaber, pengeinstitutter samt rådgivnings- og revisionsvirksomheder er ikke medtaget i analysen.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce