Indtag hele verden på en formiddag
Virksomheden Airtox er parat til at erobre verdensmarkedet med hjælp fra Vækstfonden.
”Vi ønsker at indtage hele verden på en formiddag”. Sådan fortæller direktør Henrik Wiingaard Madsen fra Vedbæk virksomheden Airtox om bevæggrunden for, at samarbejde med Vækstfonden om finansieringen af virksomhedens vækstplaner. Airtox producerer højteknologiske sikkerhedssko, og det er kapitalkrævende. ”Vi bruger rigtig mange ressourcer på at forske og udvikle disse sko”, forklarer Henrik Wiingaard Madsen.
Samarbejdet omfatter både et vækstlån og ansvarligt lån, som skal bruges til, at implementere en ambitiøs seks års plan, som omfatter investering i nyt produktionsudstyr og nye medarbejdere med henblik på at erobre verdensmarkedet. ”Det kræver rigtig mange midler at nå rigtig meget på kort tid. Og vi er meget ambitiøse”, forklarer direktøren. ”Vi har lært Danmark, at sikkerhedssko kan være et rigtig godt produkt, når det er lavet rigtigt, og det vil vi lære resten af verden i løbet af de næste 6 år”.
Hvis man selv er interesseret i et samarbejde med Vækstfonden er der rig mulighed for, at blive klogere på mulighederne herfor de kommende måneder, idet Vækstfonden i løbet af 2015 inviterer til infomøder i 12 byer landet over. I juni besøger vækstfonden Lyngby, Odense og Randers. I september besøger de Aarhus, Ringsted og Esbjerg. Og i november kommer de til København, Herning og Aalborg.