FinansBureauet

IC Company stadig ikke en god investering

Der er lagt op til endnu et regnskabsår med tilbagegang. Og til trods for stort kurstab, er IC Company stadig ikke en attraktiv investering.

IC Company stadig ikke en god investering

Siden FinansBureauet, i februar i år, anbefalede salg af IC Company, er aktien faldet fra kurs 126 til kurs 92. Og ovenpå det regnskab der er fremlagt idag, vil den falde yderligere.

For IC Company havde mere end almindeligt svært ved at nå i mål med deres guidance for driftsresultatet på 130 til 150 millioner kr. med et resultat, der lige akkurat sneg sig op på 130 millioner kr.. Nettoresultatet faldt til 89,4 millioner kr. mod 246,3 millioner kr. sidste år.  

Og hvad værre er, så venter IC Companys i næste regnskabsår en lavere omsætning end i år, hvor der blev omsat for 3819 millioner kr. Og dermed er der lagt op til andet regnskabsår i træk med tilbagegang.

På trods heraf forventer ledelsen hos IC Companys, at driftsresultatet bliver på niveau med eller højere end i det netop afsluttede regnskabsår. Med mindre fortsatte besparelser alene skal sikre dette, må marginerne altså forbedres. Og selskabet udtaler da også, at: "Ledelsen venter, at de volatile markedsforhold fortsætter i 2012/13. Således forventes samme store tilbagegang og presset på koncernens engroskunder at fortsætte ind i 2012/13. Presset på koncernens bruttomargin forventes imidlertid at aftage i 2012/13 som følge af normaliserede rabatter og udsalgsaktiviteter i branchen".

Og det er så lige spørgsmålet, om man tror på det. Den generelle konjunktursituation bevirker en tilspidset konkurrencesituation. Hvis man i en sådan situation vil bevare sin markedsposition, betyder det pres på bruttoavancerne. Og det vil IC Company efter eget udsagn. Det medfører, at udsigten til at situationen vender til det bedre hænger uadskilleligt sammen med den generelle konjunkturudvikling og forbrugsvillighed. På den konto ser det stadig ikke for godt ud for IC Company, og selvom kursen er faldet meget, er indtjeningen faldet endnu mere. På den baggrund er aktien stadig for dyr, og chancen for yderligere kursfald er større end chancen for kursstigninger det næste års tid.   

Disclosure: Claus Forrai ejer på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen ikke aktier i IC Company

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce