FinansBureauet

Hussalget slår rekord: Maj måned er årtiets bedst sælgende

Der blev solgt 4.712 villaer og rækkehuse i Danmark henover maj måned. Det er det højeste antal salg i en enkelt måned i hele årtiet, viser en ny opgørelse over handelsaktiviteten fra Boligsiden.dk.

De danske ejendomsmæglere havde travlt i maj. I løbet af månedens 31 dage blev der lukket 4.712 hushandler rundt om i landet. Det er 700 flere end i april og samtidig det højeste antal salg, der har været i en enkelt måned i hele årtiet, viser nye handelstal fra Boligsiden.dk.

Det rekordhøje salg fordeler sig på store dele af landet. Dog er der et tydeligt mønster i, hvor salget topper netop nu. Zoomer man ind på de enkelte landsdele er maj i år bedst sælgende måned i både Sydjylland, Nordjylland, Vestjylland, Østjylland og på Fyn.

”Vækstpotentialet er større på Fyn og i Jylland end øst for Storebælt, hvor de store prisstigninger i København har haft en afsmittende effekt på områderne både nord, vest og syd for Hovedstaden. Vi ser derfor ikke den samme eksplosive stigning i salget som i de første par år, efter renten faldt i begyndelsen af 2015. Priserne på Fyn og i store dele af Jylland er derimod mere tilgængelig for en bredere køberskare, der stadig responderer godt på de gunstige lånemuligheder,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Samlet salg for 11 mia. kroner

Sammenligner man salget i maj 2011 med det nuværende, er der tale om en fordobling i år. Det øgede salg kan også ses i den samlede købesum for hussalget, der beløber sig på 11,1 milliarder kroner i årets femte måned. Det er ligesom salget det højeste beløb i indeværende årti og 600 millioner kroner højere end i maj måned sidste år.

Forårsmånederne er typisk en periode på året, hvor salget stiger. Sidste år tog hussalget et markant spring fra april til maj, hvorefter det holdte niveau henover juni måned.

”Når vi ser et så flot salg i maj i år, vokser forventningerne, da juni med få undtagelser er den måned på året, hvor der bliver solgt flest boliger. Det bliver derfor interessant at se, om hussalget kommer til at vækste yderligere i en tid, hvor både salget af ejerlejligheder og sommerhuse ligger under sidste års niveau. Følger salget det gængse mønster, kan vi godt forvente en ny rekord, når handlerne for juni er gjort op,” siger Birgit Daetz.

Østjylland er den landsdel, hvor der er blevet solgt flest huse i løbet af maj. Det er helt præcist blevet til 772 handler til et samlet beløb på 1,8 milliarder, som er den største købesum for en landsdel. Med 633 salg er Sydjylland det område, hvor der er blevet solgt næstflest huse. Her lyder handelsbeløbet på en milliard kroner.

Øvrige nøgletal:

  • I løbet af maj måned blev der solgt 1.635 ejerlejligheder i Danmark. Heraf blev 639 solgt i landsdelen København by. Til sammenligning blev der her solgt 778 i maj 2017.
  • Det samlede handelsbeløb for ejerlejligheder i maj måned landede på omkring 4,3 milliarder kroner. Det er cirka 470 millioner kroner mindre end i samme periode sidste år.
  • Sommerhussalget ligger med 922 handler i maj under sidste års niveau, hvilket også afspejler sig i den samlede købesum, der beløber sig til 1,8 milliarder kroner – 219 millioner under sidste års niveau.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce