FinansBureauet

Hussalget runder 56 milliarder kroner i første halvår

I kroner og øre blev der omsat for 56 milliarder kroner huse i første halvår af 2018, viser nye tal fra Boligsiden.dk. Det er over sidste års niveau – her kan du se, hvor købesummen er øget mest.

I løbet af årets første seks måneder blev der solgt huse i Danmark for i alt 56,5 milliarder kroner, viser nye handelstal fra Boligsiden.dk. Det er rundt regnet tre milliarder kroner mere end i samme periode sidste år, og det svarer til en vækst i købesummen på 5,6 procent på landsplan.

Flere af de danske kommuner adskiller sig markant fra landsgennemsnittet, idet der er tale om store stigninger i købesummen. I 17 kommuner blev der i første halvår i år solgt huse for minimum 20 procent mere end i de første seks måneder af 2017.

Fynsk topscorer
Topscoreren er Nyborg Kommune, hvor der i år indtil videre er omsat for 217 millioner kroner. Det svarer til en stigning i købesummen på 47 procent. De øvrige kommuner i top fem er Norddjurs, Kolding, Holbæk og Kerteminde.

”Hussalget er generelt i vækst, men vi ser, at aktiviteten er rykket ud i provinsen. Derfor er størstedelen af de kommuner, der er vækstet mest, også områder, der ikke ligger i eller omkring Hovedstaden. Men det er uden tvivl områder, der præsenterer et værdifuldt alternativ,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, og fortsætter:

”I Nyborg kommune, hvor omsætningen er vækstet mest, kan du få et hus tæt på Odense, havet og tognettet til en fornuftig pris. I Norddjurs har vi set meget lave kvadratmeterpriser i en region, der ellers er dyr. Så her har der været et virkelig godt grundlag for vækst. Særligt, fordi Aarhus ligger i pendlerafstand. Og så er en by som Kolding interessant, fordi der både er flere uddannelsesinstitutioner og naturskønne områder langs Kolding Fjord, hvis du søger lidt længere ud i kommunen.”

24 kommuner i minusvækst
I den anden ende af skalaen ligger 24 kommuner, hvor den samlede købesum for første halvår ligger under sidste års niveau. Det drejer sig hovedsageligt om kommuner i og omkring København og Nordsjælland.

”De dele af landet, der oplever en minusvækst i købesummen, er typisk steder, hvor priserne har nået et niveau, der er så højt, at købersegmentet er blevet mindre. Det påvirker helt naturligt antallet af salg, som afspejler sig i det samlede beløb, der er solgt for. Samtidig er der områder, særligt i omegnskommunerne til København, hvor salget har været på et så højt niveau sidste år, at det er helt naturligt, at vi nu ser et lille dyk,” siger Birgit Daetz.

I Vallensbæk Kommune er der blevet handlet huse for 35 procent mindre end i første halvår sidste år, og i Rødovre gælder det 26 procent, mens Tårnby oplever en minusvækst på 10 procent.

De kommuner, hvor væksten har været mest markant, er derimod områder, hvor potentialet for fortsatte prisstigninger er stort. På Boligsiden.dk kan du se en oversigt over de kommuner, hvor købesummen er vækstet fra første halvår 2017 til 2018. Se kommunerne her.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce