FinansBureauet

Hussalget overrasker med ny ugerekord

I sidste uge blev der solgt 1.450 villaer og rækkehuse. Det er flere end i de travle uger lige før sommerferien, der traditionelt er de uger på året, hvor salget er højest.

De travleste uger på boligmarkedet ligger i juni – lige før danskerne går på sommerferie. Sådan lyder fortællingen om sæsonudsvingene i salget af boliger. Indtil i år i hvert fald.

For 2020 er ikke noget almindeligt år, og i sidste uge satte hussalget rekord med 1.450 handler, viser nye tal fra Boligsiden. Det er 10 handler mere end i den hidtidige rekorduge, uge 22.

”Det er normalt sådan, at salget af boliger stiger i forsommeren i slutningen af maj og frem til slutningen af juni, hvor danskerne går på sommerferie. Sådan har det også været i år. Det der er anderledes nu, er, at der er gang i en ny bølge af bolighandler. Vi har de seneste uger set et rekordstort antal salg af ejerlejligheder, og nu kommer den her ugerekord i antallet af hushandler. Det er meget overraskende i og med, der står november på kalenderen,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Til gengæld er der ikke noget overraskende i antallet af nye huse til salg i den forgangne uge, hvor der kom 1.392 nye huse på markedet. Det er færre end der kom til salg i de travle uger før sommerferien, men det er flere end normalt.

”Lige nu bliver der solgt flere huse, end der kommer til salg, og det får udbuddet til at falde nu og her. Til gengæld er der flere, der sætter til salg end normalt, og kigger vi på udbuddet i et lidt bredere perspektiv, så er der kommet flere huse til salg i år sammenlignet med samme periode sidste år. Det betyder, at en køber der har været i markedet i hele 2020 har haft samme udvalg som normalt, selv om udbuddet lige nu er historisk lavt,” siger Birgit Daetz.

De fem uger med størst hussalg i 2020:

Uge

Antal hussalg

46

1.450

22

1.440

26

1.431

24

1.427

27

1.425

(Kilde: Boligsiden)

Stadig mange salg af lejligheder og sommerhuse

Det er ikke kun salget af huse, der går stærkt her hen mod slutningen af året. Salget af ejerlejligheder har været højt de seneste uger, og sidste uge var ingen undtagelse. Her blev der for bare sjette gang i år solgt 500 ejerlejligheder eller mere.

”Det er bemærkelsesværdigt, at fem af de seks uger med de høje salgstal alle er i efteråret. Lejlighedsmarkedet har fået en sen 2020-opblomstring, og salget er allerede nu tæt på at have overgået hele sidste år,” siger Birgit Daetz.

Også salget af fritidshuse lå i uge 46 på et højt niveau. Der blev solgt tæt på 300 sommerhuse – godt 100 mere end i samme uge sidste år.

De fem uger med størst lejlighedssalg i 2020:

Uge

Antal lejlighedssalg

46

533

43

533

26

517

44

514

38

505

(Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce