Huspriser: Boligkøbere fik ret i forudsigelse om 2018
I starten af 2018 forudså 47 procent af de brugere, der deltog i en afstemning på Boligsiden.dk, at huspriserne inden 2019 ville stige mellem en og fem procent. Her et år senere har det vist sig, at de fik ret.
Da 2018 gik i gang var det efter et 2017, hvor Boligsidens Markedsindeks viste, at huspriserne var steget med 4,3 procent. Dengang spurgte vi Boligsiden.dk’s brugere, hvad deres forventninger på den baggrund var til husprisernes udvikling i det år, der lige var gået i gang.
47 procent af de 1.066 deltagende brugere svarede, at priserne ville stige mellem en og fem procent, og da Boligsidens Markedsindeks kom på gaden onsdag i denne uge med priser for den sidste måned i 2018, stod det klart, at de 47 procent fik ret i deres forudsigelse.
”Salgspriserne på huse steg i 2018 med fire procent. Markedet fortsatte altså takterne fra 2016 og 2017, hvor prisstigningen lå på samme niveau. Så de 47 procent kan klappe sig selv på skuldrene, mens de 20 procent der svarede, at priserne ville stige mere end fem procent var lidt for optimistiske,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.dk.
Største prisstigninger i mindre byer
Selv forudså Birgit Daetz i starten af 2018, at der fortsat var plads til prisstigninger på boligmarkedet. Dengang sagde hun:
”Vi ved af erfaring, at prisstigninger bevæger sig i bølger, der typisk begynder i København og Aarhus og sidenhen breder sig ud i landet. Den proces kan godt tage nogle år, hvilket betyder, at effekten af det høje prisniveau i byerne først har ramt visse af de ydre dele af Danmark inden for det seneste år.”
Her et år efter viser resultaterne af 2018, at priserne er steget mest i nogle af de mindre byer.
”På markedet for villaer og rækkehuse er der mere eller mindre sket det, vi havde regnet med, og udtalelsen fra sidste år kom også til nogenlunde at holde stik. Vi har set i 2018, at priserne er steget i 69 af landets kommuner, og dermed har de bølger, vi talte om dengang spredt sig til hele landet. Og der kan såmænd også godt komme en anden bølge, der i 2019 giver priserne i provinsen endnu et nøk opad,” siger Birgit Daetz.