FinansBureauet

Hovedstadens boligsælgere er blevet lidt for optimistiske

Der er grænser for, hvor høj en pris boligkøberne er villig til at betale, også selv om boligmarkedet kører fremad i højt gear. Det har sælgerne i Region Hovedstaden måtte sande i første halvår af 2016, hvor optimismen har været en smule for høj, når den første udbudspris er blevet sat. I hvert fald viser nye tal fra boliga.dk, at nedslagene ligger på det højeste niveau i 4 år.

Det er normalt ikke noget godt tegn, når sælgerne sætter udbudsprisen på deres bolig ned, da det kan indikere, at priserne begynder at løbe baglæns. I den konkrete situation er vi dog ikke bekymrede, da vi mener, at den primære forklaring skal findes i boligmarkedets styrke snare end dets svaghed.
Priserne er simpelthen steget så meget, at sælgerne er blevet overmodige. Samtidigt er der flere steder i regionen så få boliger til salg, at mæglerne kan være presset til at sætte en høj pris fra start af, for overhoved at få boligen på hylderne.
Tallene viser, at optimismen har været for stor, og at sælgerne har været nødt til at justeres prisen på deres bolig ned. Træerne vokser simpelthen ikke ind i himlen, blot fordi boligsælgerne drømmer om det.

Der er grænser for hvad køberne kan og vil betale

Ser vi på perioden januar-juni 2016, dvs. første halvår af 2016 har boligsælgerne i Region Hovedstaden ifølge boliga.dk’s prisfaldsstatistik samlet set sænket udbudsprisen på deres boliger med 1,3 mia. kr. Det svarer til, at prisen på en gennemsnitlig bolig, der har været udbudt til salg i alle 6 måneder, er blevet justeret ned med 109.000 kr. Det er det højeste beløb for den givne periode siden 2012, og betragteligt mere end i samme periode af 2015, hvor det tilsvarende afslag lå på 68.000 kr.

Det er villaejerne, der har måttet acceptere det største absolutte nedslag i udbudsprisen. Har boligen været udbudt til salg i alle 6 måneder af 2016, er prisen blevet justeret ned med 158.000 kr., men en tilsvarende lejlighed er blevet justeret ned med 87.000 kr. For lejlighedernes vedkommende er der dog tale om det største nedslag for et første halvår siden 2009.

Jyderne går ikke ram forbi

Det er særligt i Region Hovedstaden, at udbudspriserne er blevet reguleret ned, men de øvrige sjællændere og jyderne går ikke helt ram forbi. I de første 6 måneder af 2016 har sælgerne i Region Sjælland nemlig reduceret udbudsprisen med 41.000 kr., hvilket er lidt mere end i 2015, hvor afslaget lå på 40.000 kr. for en bolig, der var udbudt til salg i alle 6 måneder. I Region Midtjylland ligger nedslaget i 2016 på 38.000 mod 34.000 i samme periode af 2015, og i Region Nordjylland på 30.000 kr. mod 29.000 kr. i 2015.

I Region Sydjylland har nedslaget i 2016 ligget på 36.000 mod 37.000 i 2015, og dermed er Region Sydjylland den eneste region, der går i mod tendensen, og hvor sælgerne dermed er blevet bedre til at sætte en realistisk udbudspris i forhold til året forinden.

De stigende prishug skal tages med ophøjet ro. For selv om nedslagene er steget i 4 ud af 5 regioner i 2016 i forhold til 2015, er der i de fleste regioner tale om en forholdsvis behersket stigning. Kun i Region Hovedstaden kan man tale om en mærkbar ændring i forhold til 2016, og eftersom boligpriserne er steget ualmindeligt meget de seneste år i flere af regionens kommuner, er det kun positivt, at sælgerne siger fra, hvis priserne bliver helt ublu.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce