FinansBureauet

Højsæson for sommerferiekøb: Hvornår skal du placere din ferie?

Er du i tvivl om, hvilke uger du skal ønske sommerferie på dit arbejde? Spar Nord og Spies har samlet deres bedste råd til, hvornår du får mest valuta for pengene på din charterferie.

Rigtig mange danskere er allerede nu i fuld gang med at ønske, hvilke uger de gerne vil have sommerferie og dermed også, hvor og hvornår sommerferierejsen skal finde sted. Og det kan betale sig at gøre sit hjemmearbejde, hvis man vil have mest ferie for pengene. Sådan lyder rådet fra Spar Nord og Spies, der har undersøgt, hvordan man mindsker grebet i lommerne mest muligt, hvis man vil på charterferie.

- Hvis man vil have pengepungen til at række så langt som muligt, er det langt fra ligegyldigt, om man tager på sommerferie i uge 28 eller 38. Her handler det om at vælge den uge, hvor efterspørgslen er mindst, da priserne således også daler, fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.

Han kommer derfor her sammen med produktchef hos Spies, Carlos Cebrian, med sine bedste råd til, hvilke overvejelser du skal gøre dig, når du ønsker ferie på arbejdspladsen.

1. Placer din ferie skævt

- I uge 27 til og med uge 32 er priserne historisk set højest. Det er ikke fordi, at solen skinner mere, eller at vandet er varmere, men simpelthen fordi, at skolerne har fri i de uger. Her finder man derfor meget sjældent de helt gode tilbud på de mest populære rejsemål og hoteller – heller ikke når det gælder afbudsrejser, lyder det fra Carlos Cebrian og fortsætter:

- Er man derfor ikke afhængige af at have ferie i skolernes ferieuge, er der en stor økonomisk fordel i at bestille sin ferie enten i uge 25 eller 26 før skoleferien eller uge 33 eller 34, som ligger lige efter. Her kan man ofte spare 30-40 procent.

2. Hold dig væk fra weekenderne

- Derudover er det en stor fordel, hvis chefen vil sige ok til, at man går på ferie en tirsdag eller onsdag. Eksempelvis har vi afgange til Mallorca fire dage om ugen, og her er der mange penge at spare, hvis man kan undgå afrejse i weekenden og i stedet rulle afsted med kufferten midt på ugen, fortsætter Carlos Cebrian.

3. Planlæg efter valutakurserne

- Kan man ikke slippe uden om skolernes ferie, kan man i stedet planlægge ferien efter destinationens valutaudvikling. Den spiller nemlig en væsentlig rolle for, hvor meget man får for pengene. I år er blandt andet Tyrkiet et godt eksempel på et land, hvor man får mere for pengene end tidligere, da den tyrkiske lira er faldet med 24 procent det seneste år. Og modregnes den stigende inflation, svarer det til, at det er blevet 4,5 procent billigere af holde ferie i Tyrkiet – hvor det i forvejen er billigt. Det er kun overgået af Tunesien, hvor man sparer intet mindre end 14,4 procent sammenlignet med sidste år, lyder rådet fra Jens Nyholm.

4. Gå udenom de fortrukne feriedestinationer

- Destinationer som Mallorca, Kreta, Rhodos og Cypern er i øjeblikket danskernes fortrukne om sommeren. Her er efterspørgslen således størst, og det vil også sige, at priserne typisk vil være højest. Derfor kan man med fordel tænke ud af boksen med alternative destinationer som for eksempel Albanien, Bulgarien og Egypten, som vi forventer bliver endnu større hit de kommende år, slutter Carlos Cebrian.

ANNONCE
Del
Om forfatteren
Claus Fledelius Claus Fledelius

Følg på:

Claus Fledelius er cand.polit. og chefredaktør på FinansBureauet. Har tidligere bl.a. været økonomisk journalist og redaktør for Børsen Magasiner og Bonnier Publications, og har derudover stået som forfatter til flere skattepolitiske rapporter.

Vil du blogge hos os?

Seneste nyt