FinansBureauet

Højere varmegrader for boligmarkedet i sigte

Det tager kortere tid at sælge boligen, og sammen med stigende udbudspriser og boligudbud er det godt nyt for boligmarkedet

Højere varmegrader for boligmarkedet i sigte
Liggetiderne falder. Det viser nye tal fra realkreditrådet her til morgen. Hen over maj er liggetiderne faldet med henholdsvis 6 og 24 dage for parcel- og rækkehuse og ejerlejlighederne. Der er ingen tvivl om, at der er flest positive historier omkring ejerlejlighederne, men det ændrer ikke ved, at vi stille og roligt også ser flere positive historier om parcelhusene. Dagens tal er således endnu en mosaik i det samlede billede af et boligmarked, der stille og roligt er ved at vågne oven på en lang og streng vinter.
 
Når det er sagt, er der stadigvæk mange boliger til salg. Aktuelt er der 62.464 boliger med et til-salg skilt påklistret. Udbuddet er fordelt på 42.181 parcelhuse, 7.472 ejerlejligheder og 12.811 fritidshuse. Set over den seneste måned er udbuddet steget, hvilket er et sundhedstegn. Det vidner nemlig om, at flere har mod på at sælge deres bolig igen, idet de på anekdotisk plan har hørt om et boligmarked, der er på vej tilbage. Boligudbuddet steg således med 1.098 boliger i maj måned. Det er primært ejerlejligheder, der er kommet flere til salg af, hvilket også er i god tråd med, at det er her den største aktivitet er. Flere ejendomsmæglere melder om, at de kan nå og sælge de mindre ejerlejligheder, før de er blevet annonceret på nettet. Set i forhold til maj 2012 er det samlede boligudbud dog faldet med 2.200 boliger. Også her er det primært ejerlejlighederne, der står for det største fald. At det er ejerlejlighederne, der giver anledning til bevægelse i boligudbuddet, er ikke overraskende, idet lejemarkedet for lejligheder er væsentligt bedre fungerede end det tilsvarende marked for parcelhuse. Kan man således ikke sælge sin ejerlejlighed kan det udleje, mens et parcelhus i Thy kan være ganske vanskeligt at udleje.
 
Ser vi på priserne, kan vi også konstatere, at ejendomsmæglerne generelt er blevet mere positive mht., hvilke priser de kan få for boligerne. Ejerlejlighederne er således svagt stigende i pris på landsplan, hvor der er store prisstigninger i både Københavns og Frederiksberg kommune. Set på årsniveau har vi tocifrede vækstrater, hvor udbudspriserne er steget med henholdsvis 10 og 12,8 pct. i de respektive kommuner. For parcelhuse har vi imidlertid også positiv prisudvikling i hovedstadsområdet. På landsplan holder udbudspriserne netop skindet på næsen. Boligmarkedet er således ganske regionalt, men historien gentager sig således, at de positive viberationer spreder sig fra øst mod vest.
 
Det er vores forventning, at boligmarkedet stille og roligt vil fortsætte de gode takter igennem 2013. Generelt vil boligmarkedet på denne måde blive mere stabilt. Mere varige prisstigninger vil først vise sig, når vi igen økonomisk vækst.
 
Af Mikkel Høegh, BRFKredit
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce