FinansBureauet

Historisk billigt at eje bolig

Faldende boligpriser og renter har gjort det rekordbilligt at komme ind på boligmarkedet. Men der er gode chancer for, at det bliver endnu billigere.

Historisk billigt at eje bolig

Godt en tredjedel af nettoindkomsten. Så lidt skal en gennemsnitsfamilie med 2 voksne og 2 børn nu betale i månedlige ydelse for at blive boligejer. Helt præcis skal familien lægge 36,5 % af nettoindkomsten i månedlig ydelse for at sidde som ejer af et parcelhus på 144 kvadratmeter. Det viser den seneste opgørelse af Nykredits Regionale Boligindeks.

Det er en kombination af faldende boligpriser og renter samt stigende disponible indkomster der tilsammen har bevirket at det nu er rekordbilligt at blive boligejer. Men det er med store geografiske forskelle. Hvor boligkøberne i København må betale 47,5 % af nettoindkomsten i månedlig ydelse for at blive boligejer, slipper vestjyderne med kun at betale 31,2 % af nettoindkomsten. I Sydjylland og Nordjylland er boligbyrden opgjort til henholdsvis 33,2 og 32,6 procent, mens østjyderne må finde sig i at skulle betale 38,7 % af nettoindkomsten i månedlig ydelse for at blive boligejer. Men det er over hele linjen et væsentligt fald i forhold til for et par år tilbage. Eksempelvis skulle københavnerne for mindre end 3 år siden påregne boligudgifter på hele 60 % af nettoindkomsten. Det svarer til, at københavnerfamilien kan spare knap 8.700 kr. om måneden på boligudgifterne i forhold til efteråret 2008.

Men selvom det er billigere at blive boligejer i dag i forhold til tidligere, kan det meget vel tænkes, at blive endnu billigere i de kommende år. Det er i alle tilfælde mere end almindeligt svært at opdrive en økonom, der tør spå om stigende boligpriser i de kommende år. Og med den nuværende storm på de finansielle markeder, er der også udsigt til fortsat lave boligrenter et pænt stykke tid ud i fremtiden. Så det er godt nyt for potentielle førstegangskøbere.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce