Her har lejlighedsmarkedet fået det største hug i 3. kvartal
Markedet for ejerlejligheder har flere steder i landet mistet pusten oven på nogle år med ekstraordinær meget aktivitet. Det er dog især lejlighedsmarkedet i København, der har lidt et knæk, hvis man ser på landets fire største byer, viser tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Faldende priser, stigende salgstider, større nedslag og et voksende udbud.
Det er blandt andet de karakteristika, der kendetegner markedet for ejerlejligheder i det netop afsluttede 3. kvartal af 2022, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Her tegner sig nemlig et generelt billede af, at der er mindre handelsaktivitet på ejerlejlighedsmarkedet sammenlignet med de seneste år i landets fire største byer, hvor andelen af ejerlejligheder er størst.
Eksempelvis landede den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder i hele landet på 34.077 kroner pr. kvadratmeter i udgangen af 3. kvartal. Det er et fald på 4,7 procent sammenlignet med 2. kvartal, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris var på 35.758 kroner.
”Boligmarkedet er også ramt af de samfundsøkonomiske ændringer som rentestigninger, inflation og energikrisen, der for alvor slog igennem i 3. kvartal. Det er faktorer, der gør, at flere er økonomisk pressede, og derfor kan færre købe en bolig,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Største ændringer i København
Sammenligner man landets fire største byer, viser der sig en klar tendens, hvor ejerlejlighedsmarkedet i København har ændret sig mest i 3. kvartal. Det gælder blandt andet på parametre som stigende udbud, større prisnedslag og længere salgstider.
Værst står det også til i København, når det kommer til prisfald. Her er den gennemsnitlige salgspris på ejerlejligheder faldet med 8,4 procent fra 2. til 3. kvartal. Dermed er kvadratmeterprisen nu nede på 49.517 kroner.
”København boner ud på flere punkter, når vi ser på ændringen fra 2. til 3. kvartal i år. Det er det høje prisniveau på ejerlejligheder, der er hovedårsagen til det. Mange lejlighedskøbere i København var i forvejen presset på budgetterne, og det er kun blevet forværret i løbet af de seneste måneder,” siger Birgit Daetz og fortsætter:
”Der er altså færre købere, der har råd til at hoppe ombord på det københavnske ejerlejlighedsmarked nu sammenlignet med tidligere, og det lægger en dæmper på salget. Samtidig kommer der et nogenlunde stabilt antal nye lejligheder til salg, og den kombination får det samlede udbud af lejligheder i København til at vokse.”
Overgået af én by i nedslag
Dykker man længere ned i tallene, ses det eksempelvis, at København har oplevet den største stigning i salgstiden for ejerlejligheder blandt landets fire største byer.
Således er den gennemsnitlige salgstid på ejerlejligheder nu på 66 dage i København, hvilket er en stigning på 11 dage fra 2. til 3. kvartal. Det er dog stadig på et forholdsvist lavt niveau. Eksempelvis lød salgstiden på ejerlejligheder i København i 3. kvartal 2019, før corona, på 77 dage.
Hvad angår udbuddet af lejligheder, så er København igen topscorer. Her er udbuddet gået fra 1.988 ejerlejligheder ved udgangen af 2. kvartal til 2.431 styks i slutningen af september og dermed udgangen af 3. kvartal, som er en stigning på 22 procent.
Også når det kommer til nedslagets størrelse, er der store ændringer i København. Her er det gennemsnitlige prisnedslag pr. kvadratmeter steget med 56 procent og er således gået fra 1.246 kroner i 2. kvartal til 1.947 kroner i 3. kvartal.
Dog er København overgået af Aalborg, når det kommer til ændringen i prisnedslagets størrelse. I Aalborg er nedslaget nemlig gået fra 508 kroner pr. kvadratmeter til 874 kroner pr. kvadratmeter – en stigning på 72 procent.
Se forskellen på ejerlejlighedsmarkedet fra 2.-3. kvartal for landets fire største byer her:
Gennemsnitlige salgspris på ejerlejligheder i 2022:
By: |
1. kvartal |
2. kvartal |
3. kvartal |
Ændring 2.-3. kvartal |
København |
52.846,00 kr. |
54.055,00 kr. |
49.517,00 kr. |
-8,4% |
Aarhus |
38.464,00 kr. |
38.984,00 kr. |
39.001,00 kr. |
0,0% |
Odense |
25.091,00 kr. |
23.555,00 kr. |
23.929,00 kr. |
1,6% |
Aalborg |
22.316,00 kr. |
22.864,00 kr. |
21.489,00 kr. |
-6,0% |
Hele landet |
35.232,00 kr. |
35.758,00 kr. |
34.077,00 kr. |
-4,7% |
Tabellen viser, hvad den gennemsnitlige salgspris lå på for ejerlejligheder i 1., 2., og 3. kvartal af 2022 for landets fire største byer samt landsgennemsnittet. Dertil fremgår den procentuelle ændring i salgspriserne fra 2. til 3. kvartal af tabellen. Kilde: Boligsiden
Gennemsnitlige salgstid på ejerlejligheder i 2022:
By |
1. kvartal |
2. kvartal |
3. kvartal |
Ændring 2.-3. kvartal (dage) |
København |
65 |
55 |
66 |
11 |
Aarhus |
73 |
72 |
81 |
9 |
Odense |
103 |
69 |
76 |
7 |
Aalborg |
83 |
89 |
93 |
4 |
Hele landet |
81 |
75 |
87 |
12 |
Tabellen viser, hvor lang den gennemsnitlige salgstid var for ejerlejligheder i landets fire største byer i hhv. 1., 2., og 3., kvartal i 2022. Dertil fremgår ændringen fra 2. til 3. kvartal opgjort i dage af tabellen. Kilde: Boligsiden
Gennemsnitlige prisnedslag på ejerlejligheder i 2022:
By |
1. kvartal |
2. kvartal |
3. kvartal |
Ændring 2.-3. kvartal |
København |
891,00 kr. |
1.246,00 kr. |
1.947,00 kr. |
56% |
Aarhus |
762,00 kr. |
994,00 kr. |
1.350,00 kr. |
36% |
Odense |
526,00 kr. |
663,00 kr. |
757,00 kr. |
14% |
Aalborg |
417,00 kr. |
508,00 kr. |
874,00 kr. |
72% |
Hele landet |
669,00 kr. |
859,00 kr. |
1.324,00 kr. |
54% |
Tabellen viser størrelsen på det gennemsnitlige prisnedslag pr. kvadratmeter for ejerlejligheder i landets fire største byer i hhv. 1., 2., og 3., kvartal. Dertil fremgår den procentuelle ændring i prisnedslagene fra 2. til 3. kvartal af tabellen. Kilde: Boligsiden
Antal udbudte ejerlejligheder i 2022:
By |
Udgangen af 1. kvartal (marts) |
Udgangen af 2. kvartal (juni) |
Udgangen af 3. kvartal (september) |
Ændring fra udgangen af 2.-3. kvartal |
København |
1.322 |
1.988 |
2.431 |
22% |
Aarhus |
582 |
792 |
919 |
16% |
Odense |
224 |
278 |
304 |
9% |
Aalborg |
376 |
429 |
501 |
17% |
Hele landet |
5.499 |
7.091 |
8.392 |
18% |
Tabellen viser, hvor mange ejerlejligheder der blev udbudt ved udgangen af hhv. 1., 2., og 3., kvartal i 2022 i landets fire største byer. Dertil viser tabellen den procentuelle ændring fra 2. til 3. kvartal. Kilde: Boligsiden