Her har husejerne tabt flest penge efter finanskrisen
10 ÅR EFTER PRISERNE TOPPEDE: Flere af de boligkøbere, der erhvervede sig et hus, inden krisen ramte, har siddet med en økonomisk varm kartoffel i skødet lige siden. Men hvor har husejerne tabt mest, og hvem har for længst krydset kriseniveau? Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk.
Priserne havde kurs mod himlen, og mange danskere blev grebet af købelyst i årene op til finanskrisen, der ramte boligmarkedet som en hammer. Mange af de husejere, der rykkede ind i nye hjem for dyrtkøbte nøgler, har siden været låst til deres bolig, fordi priserne endnu er under niveau i forhold til købstidspunktet. Men hvor har det økonomiske tab været størst for dem, der købte hus, mens det var allerdyrest?
Boligsiden.dk har undersøgt, hvilke kommuner der kan lægge krisen bag sig, og hvor tabet er størst for de danskere, der købte hus i 2007 og solgte igen i løbet af sidste år. I 30 af landets 98 kommuner lå den gennemsnitlige salgspris under niveau i forhold til for 10 år siden.
Størst er tabet i Odsherred Kommune, hvor samtlige huse købt i 2007 og solgt i 2017 blev solgt for mindre end købsprisen. Samlet set lyder det gennemsnitlige tab på minus 30,5 procent. Herefter følger Nyborg Kommune, hvor der er tale om et fald i prisen på 19,6 procent, mens det gælder 17,1 procent i Vordingborg.
”Den generelle samfundsøkonomi har det godt, og de fleste har lagt finanskrisen bag sig, men der er dele af boligmarkedet, hvor vi stadig ser et efterslæb på de alt for høje salgspriser. Og det er vigtigt at huske på, at boligmarkedet ikke er en homogen størrelse, men at udviklingen sker i forskellige ryk,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Tab i kroner og øre
I de 10 kommuner, hvor det procentuelle tab har været størst, er der tale om en gennemsnitlig nedgang i prisen på mellem 144.640 kroner og 577.455 kroner per handel.
”Det er beløb, der for boligejere på markedet i de større byer måske ikke virker himmelråbende høje, men man skal huske på udgangspunktet. Når man har købt et hus til 1,5 millioner kroner, gør et tab på 300.000 kroner ondt på økonomien. Især når der er tale om en ejerperiode på 10 år, hvor mange andre boligejere har oplevet store værdistigninger, og priserne på varer generelt er steget,” siger Birgit Daetz.
København er landets eneste kommune, hvor alle der købte hus i 2007 og solgte i 2017 har oplevet en prisstigning. Og her er der tale om en klækkelig fortjeneste på gennemsnitligt 1.116.250 kroner, hvilket svarer til en værdistigning på knap 30 procent.
Øvrige kommuner i top fem over salg med størst gevinst er Tårnby, Lyngby-Taarbæk, Aarhus og Frederikshavn.