Her går sælgerne helt galt af køberne
Prisnedsættelser bliver stadig brugt i stort omfang på det danske boligmarked. Boliga har lavet en oversigt over hvor udbredt det er i landets kommuner
Den rigtige pris på en bolig er den, som en køber er villig til at betale. Og det er ikke altid lige let at ramme niveauet.
En ny analyse fra Boliga.dk viser, at 38 procent af de udbudte huse på landsplan har været gennem en prisnedsættelse, og det er kun et mindre fald set i forhold til rædselsåret 2009, hvor tallet på samme tid lå på 40 procent.
Det er særligt mindre byer i de såkaldte udkantsområder, som er martret af prisfald.
I otte mindre byer er andelen af huse på tilbud således på 60 procent eller derover, og førstepladsen indtages af Gedsted i Himmerland, hvor 68 procent af boligerne har været gennem en prisnedsættelse, mens Vig i Vestsjælland og Kettinge på Lolland indtager de følgende pladser med henholdsvis 65 procent og 62 procent prisnedsatte boliger.
Byer på Lolland-Falster og i Vestsjælland udgør 11 af de 20 byer med flest villa-prisfald på landsplan. Området lige nord for Randers er også rigt repræsenteret på listen med tre byer, hvor andelen af prisjusterede boliger er over 50 procent.
Omvendt er der få boliger på tilbud i nordjyske Hanstholm, i Hasle på Bornholm og i Mårslet ved Aarhus, hvor andelen alle steder er under 20 procent.
Københavnsk påvirkning
På markedet for ejerlejligheder er andelen af prisnedsatte boliger faldet fra 39 procent til 29 procent mellem 2009 og 2014, og den udvikling skyldes ikke mindst et dyk i prisfaldene på det københavnske marked.
I oktober 2009 var mellem 37 og 43 procent af lejlighederne justeret nedad i pris i de enkelte postnumre, men nu er tallet de fleste steder mellem 20-30 procent.
Kun Nørrebro skiller sig ud i den sammenhæng med rabatter på 42 procent af ejerlejlighederne. I 2009 var tallet 39 procent.
Leder man efter de mest tilbudsivrige sælgere, skal man rette blikket mod Slagelse, hvor 56 procent af boligerne er blevet billigere, siden de blev udbudt til salg.
I den anden ende finder man det relativt nye postnummer 2150 Nordhavn, hvor én lejlighed ud af 53 udbudte er faldet i pris.
Kløften mellem købere og sælgere er blevet mindre
Trods de mange prisnedsatte boliger, har køberne og sælgerne nærmet sig hinanden i løbet af de seneste fem år.
Huse, der blev solgt i de første 10 måneder af 2009, var i snit faldet 14 procent i pris, før købsaftalen blev underskrevet, mens tallet i år indtil videre er på 10 procent, og på lejlighedsmarkedet er udviklingen endnu mere markant.
Her er der i gennemsnit blevet hugget tre procent af prisen på de solgte boliger. I 2009 var tallet 13 procent.