Her bliver sommerferien billigere i år
Flere af danskernes feriefavoritter er med på listen over lande, hvor budgettet i år rækker endnu længere til blandt andet hotel- og restaurantbesøg. Listen byder både på varme og kolde rejsemål, hvor danske turister nu får mere for pengene. Det skriver Spar Nord
Hvis man endnu ikke har planlagt sommerferien, er det værd at overveje, om turen måske skal gå til Tunesien, Island eller Tyrkiet. Destinationerne har nemlig det til fælles, at de topper listen over lande, hvor det er blevet billigere at holde ferie.
Eksempelvis rækker den tyrkiske lira ekstra langt i år, da værdien af den danske krone er styrket med hele 26,5 procent over for den tyrkiske lira sammenlignet med sidste år. Forklaringen findes i den økonomiske turbulens og de politiske spændinger, der har præget Tyrkiet de seneste år – og det har stor betydning for kursudviklingen, forklarer cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm:
- Efter flere år med en buldrende økonomi, oplevede Tyrkiet i 2018 rekordhøj inflation og økonomisk ustabilitet. Så efter to kvartaler med negativ vækst er den tyrkiske økonomi nu gået i recession, hvilket for danske turister betyder, at de får endnu mere for den danske krone på ferien, forklarer han og fortsætter:
- Og netop den høje inflation er også vigtig at tage højde for, når man vurderer, hvor sommerferien skal gå hen. I Tyrkiet ligger inflationen nemlig hele 18,5 procent højere end i Danmark, hvilket betyder, at det samlet set er blevet 8 procent billigere at opholde sig i Tyrkiet sammenlignet med sidste år, når man sammenholder valuta- og prisudviklingen.
På samme måde er der godt nyt for de mange danskere, som hvert år sætter kursen mod Tunesien. Her er det nemlig ligeledes blevet endnu billigere at købe mad og oplevelser, fordi værdien af den danske krone er styrket med 14,8 procent over for den tunesiske dinar, mens inflationen ligger 6,2 procent højere end i Danmark.
- Når man holder valutaforskydningerne op mod inflationen, er Tunesien et af de lande, hvor man får markant mere for pengene sammenlignet med sidste år. Faktisk er det blevet hele 8,6 procent billigere at være turist i landet, lyder det fra Jens Nyholm.
Går turen endnu længere væk, er der også penge at spare. Har man eksempelvis altid drømt om safari i Sydafrika eller at se Christ the Redeemer i Rio de Janeiro i Brasilien, så er både den sydafrikanske rand og den brasilianske real også på et lavt niveau i forhold til den danske krone. Og sammenholder man det med inflationen, gør det destinationerne henholdsvis 3,7 og 1,5 procent billigere.
Sommerferie i Norden
Er man ikke til de alt for varme himmelstrøg, er der også lande i Norden, man med fordel kan rejse til i dette års sommerferie. Det gælder eksempelvis en mere utraditionel sommerferiedestination som Island, som også er blevet markant billigere at besøge:
- Islands økonomi kom i 2015 på fode igen efter finanskrisen, der ramte landet ekstremt hårdt. Normaliseringen af økonomien medførte fra 2017 en normalisering af pengepolitikken og en ophævelse af nogle af de kapitalrestriktioner, der blev indført efter finanskrisen. Sammen med et ”tyndt” marked og udenlandske investorers udsalg af islandske aktiver i efteråret 2018 har det medført et pres på den islandske króna, som den islandske centralbank har forsøgt at modgå ved flere lejligheder. For danske turister betyder det, at den islandske króna nu er på et fordelagtigt kursniveau. Her er det således samlet set blevet hele 8,7 procent billigere at opholde sig i landet, lyder det fra Jens Nyholm og fortsætter:
- Derudover er det også billigt at tage til nabolandet Sverige, hvor kursudviklingen er historisk lav. Sammenlignet med sidste år er det dog kun blevet 0,7 procent billigere at opholde sig i landet, men kigger man over en længere årrække, er der væsentlige penge at spare.
I den helt anden ende af skalaen, hvor danske turister får mindre for pengene, ligger destinationer som eksempelvis Egypten, USA, Rusland og Thailand. Her får man henholdsvis 25 procent, 7,6 procent, 7 procent og 6,6 procent mindre for pengene.