Hellere en bolig tæt på arbejdspladsen end en stor bil
Hellere en bolig tæt på arbejdspladsen end en stor bil. Sådan synes stadig flere danskere at tænke. I hvert fald er antallet af danskere, der fik lyst til at flytte til Sverige i 2014 det laveste siden 2000, hvor Øresundsbron stod klar. Det viser nye tal fra Danmarks Statistiks øresundsstatistik.
Det er ikke længere in at bosætte sig i Sverige
Nye tal for Øresundsstatistikken viser, at der blot var 3.256, der flyttede fra Danmark til Sverige i 2014 – se rød kurve i figur 1 nedenfor. Det er færre end i 2013, hvor antallet af flytninger lå på 3.667 og mere end en halvering i forhold til 2007, hvor der var 6.615 flytninger.
Svenskerne giver igen af samme skuffe
Til sammenligning var der 4.211 flytninger fra Sverige til Danmark i 2014 (se blå kurve i figur 1), hvilket også er et fald i forhold til 2013, hvor tallet lå på 4.997. På den baggrund må man konkludere, at det ikke kun er danskerne, der vender ryggen til Sverige, men også svenskerne, der synes Danmark er blevet mindre interessant. Da svenskerne var mest interesserede i at bosætte sig i Danmark, lå antallet af flytninger på 5.187 (2010).
Når alt kommer til alt er der dog fortsat flere svenskere end danskere, som lader flyttebilen rulle over Øresund. Sådan har det været i perioden 2011-2014, mens det modsatte gjorde sig gældende i perioden 2000-2009, hvor der var flere danskere, der rykkede mod Sverige end omvendt – se de grønne søjler i figur 1 for en oversigt over nettoflytningen fra Danmark til Sverige.
Bolig finten forklarer noget af udviklingen – men ikke alt
Nettoflytningen fra Danmark til Sverige var størst i 2006. Her rullede flyttebilen næsten 3.000 flere gange fra Danmark mod Sverige end omvendt. På det tidspunkt var bytteforholdet mellem et hus i landsdelen Københavns Omegn og Stor-Malmø på sit højeste.
Hvor et gennemsnitligt hus på 140 m2 i København Omegn kostede 3,7 mio. dkk. i 2006, kostede et tilsvarende hus i Stor-Malmø kun 1,9 mio. dkk. Det betyder, at man kunne spare 1,8 mio. dkk. ved at vælge Sverige frem for Danmark på daværende tidpunkt – se de grønne søjler i figur 2 for bytteforholdet.
Ved udgangen af 2014 lå prisen for et hus i Stor-Malmø på 2,3 mio. dkk., mens et hus i Københavns Omegn kostede 3,2 mio. dkk. – altså 900.000 dkk. mere. Det er et betragteligt lavere beløb end i 2006, hvor bytteforholdet som sagt var helt oppe på 1,8 mio. dkk., men mere end for knap 2 år siden, hvor bytteforholdet var nede på under 400.000 dkk.
De seneste 2 år er det blevet relativt dyrere at bosætte sig i Danmark frem for i Sverige, men på trods af dette er danskerne alligevel ikke begyndt at valfarte mod Sverige igen. Forklaringen skal formentlig findes i, at der er flere forhold end en billig bolig og en stor bil, der afgør, hvor danskerne ønsker at bo. Afstanden til arbejde og til venner og familie spiller også en rolle. På den baggrund må vi konstatere, at bytteforholdet mellem en hverdag i København og Malmø endnu ikke er gunstigt nok, til at danskerne er villige til at blive grænsependlere. De foretrækker kort sagt en praktisk beliggenhed fremfor en prangende bil.